03. december 2021

Regionsudvalget vil bekæmpe hjemløshed i Europa

Under en debat ved det Europæiske Regionsudvalgs plenarforsamling den 1. og 2. december 2021 drøftede medlemmerne den stigende problematik omkring hjemløshed i Europa.

På plenarforsamlingen vedtog medlemmerne af Regionsudvalget en udtalelse om hjemløshed i Europa. I udtalelsen beklager Regionsudvalget stigningen i antallet af hjemløse i Europa og understreger, at lokale myndigheder spiller en vigtig rolle i bekæmpelsen af hjemløshed.

Desuden opfordrer Regionsudvalget EU-Kommissionen og medlemslandene til at udarbejde strategier og sikre midlerne til bekæmpelse af hjemløshed. Dette bør ifølge Regionsudvalget tage afsæt i Housing first-tilgangen, som man også arbejder med i Danmark.

Læs mere om Housing First-strategien på Socialstyrelsens hjemmeside

Forud for behandlingen af udtalelsen drøftede medlemmerne af Regionsudvalget problematikken omkring bekæmpelse af hjemløshed. Her deltog Nicolas Schmit, der er EU-kommissær for job og sociale rettigheder.

Han udtaler: ”Med den stigende hjemløshed er der akut behov for handling på det europæiske niveau. Vi (EU) skal arbejde solidarisk for at finde løsninger, der er rigtige for hver by og hver region”.

Under debatten delte medlemmerne af Regionsudvalget deres erfaringer fra egne kommuner, hvor de bl.a. gav udtryk for, at hjemløshed er en udfordring, der har mange nuancer. Særligt for lokale myndigheder er der tale om en kompleks udfordring, da hjemløshed kan kom i mange former, ligesom årsagerne til hjemløshed kan være mangfoldige.

I Danmark varetager kommunerne en række opgaver i forhold til hjemløshed, herunder tilbud om ophold på forsorgshjem. Derfor følger KL sagen i EU.

Læs Regionsudvalgets pressemeddelelse om hjemløshed i EU her.

×

Log ind