17. september 2020

Kommissionsformandens State of the Union tale

Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen talte onsdag fra Europa-Parlamentets mødesal til hele unionen i sin første State of The Uni-on-tale ovenpå sit første år på posten som kommissionsformand for EU-Kommissionen 2019-2024.

Det grønne område styrkes

I talen gav von der Leyen udtryk for, at det har været et turbulent år og især de sidste seks måneder, som har været præget af COVID-19-pandemien og mere europæisk samarbejde på sundhedsområdet.

Talens store fokus var dog på EU’s genopretningsstrategi von der Leyen understregede, at det ikke er nok at genopbygge EU, som det var. EU skal tværtimod genopbygges med fokus på fremtiden.

“Der er ikke et mere presserende behov for acceleration, end når det kommer til vores skrøbelige planets fremtid”
Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen

Den grønne dagsorden bliver afgørende for genopretningen af EU. Og von der Leyen sagde, at den grønne omstilling skal accelereres yderligere og at Europa skal blive verdens første CO2-neutrale kontinent. Kommissionen vil derfor hæve EU’s CO2 reduktionsmål fra 40 procent til mindst 55 procent.

Den grønne omstilling har stor betydning for kommunerne, og derfor er Kommissionens initiativer også meget afgørende, da de sætter rammerne for den grønne omstilling både europæisk og lokalt. Særligt kan man fremhæve indsamling og genanvendelse af affald, som begge er kommunale ansvarsområder.

Von der Leyen fremhævede også, at vi går ind i ”EU’s digitale årti”, hvor der særligt vil være fokus på kunstig intelligens og digital infrastruktur.

KL er som en del af arbejdsmarkedets parter bekymrede over, at Kommissionsformanden i sin tale betonede, at der er et lovforslag på vej om mindsteløn. Von der Leyen understregede her, at forslaget om mindsteløn kommer til at ske i fuld respekt for nationale kompetencer og traditioner. Her understregede hun især, at lovforslaget vil ske med respekt for aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. KL følger dette tæt da et direktiv skal respektere den danske model på arbejdsmarkedet og derfor er KL i tæt dialog med de både de danske og europæiske parter på arbejdsmarkedet.