20. oktober 2020

Infrastruktur og platforme var i fokus i Kommunernes It-Arkitekturråd

På rådets møde den 24. september 2020 var ’Infrastruktur og platforme’ et gennemgående tema. Drøftelserne baserede sig blandt andet på oplæg fra Gartner og Danmarks Miljøportal samt en sag fra KOMBIT om videreudviklingen af Den fælleskommunale infrastruktur.

Den fælleskommunale infrastruktur blev for godt 10 år siden udviklet som en del af monopolbruddet. Kommunal it og de teknologiske muligheder udvikler sig hele tiden, hvilket derfor bør afspejle sig i infrastrukturen. I den forbindelse igangsatte KOMBIT omkring årsskiftet det strategiske arbejde for ”Den fælleskommunale infrastruktur 2.0”, der skal sætte retningen for infrastrukturen de kommende år. Kommunernes It-Arkitekturråd drøftede blandt andet processen for arbejdet og bakkede op om planerne for videreudvikling af infrastrukturen.

Rådet pointerede, at processen skal ses som fortløbende og ikke som ét stort spring fra version 1.0 til en version 2.0. Eftersom infrastrukturen og dens kommunale anvendelse har været under løbende udvikling, skal det afspejle sig i videreudviklingen. Infrastrukturen 2.0 skal ses i en større sammenhæng, hvor den sameksisterer med andre kommunale og fællesoffentlige infrastrukturer. Rådet pointerede, at det kalder på et mere koordineret og struktureret samarbejde samt klare aftaler om ansvarsdeling mellem infrastrukturaktørerne.

Foranalyse om en tværgående datastrategi

KL gennemfører aktuelt en foranalyse som forløber for en intensiveret strategisk indsats med data, som grundlag for kommunernes arbejde. På mødet blev rådet præsenteret for projektets foreløbige resultater. Rådet var enige i de identificerede udfordringer, som den kommende indsats skal arbejde med, og tilføjede et behov for også at fokusere på udfordringer ved nye datateknologier og data til myndighedens egen styring.

Rådet opfordrer til, at KL i det fremadrettede arbejde i høj grad inddrager kommunerne, da de to temaer er væsentlige for det kommunale arbejde. Derudover pointerede rådet, at åbne data er et vigtigt element, når der arbejdes med data på tværs.

Målbillede for meddelelseskommunikation

Sundhedsdatastyrelsen arbejder på et konceptuelt målbillede for meddelelseskommunikation på sundhedsområdet, som omfatter en standardiseret og tidssvarende infrastruktur og høj sikkerhed for meddelelsesforsendelse. Rådet drøftede kort muligheden for avanceret overvågning, hvis afsender ikke får information om modtagelse af en besked. Hertil mente rådet, at det er interessant at følge projektet i forhold til erfaringer med anvendelse af eDelivery som beskedformat, da det kan vise sig relevant i forhold til Beskedfordeleren.

Referat af mødet kan hentes nedenfor.

Næste ordinære møde i It-Arkitekturrådet finder sted den 25. november 2020.

  • PDF

    Referat af møde i Kommunernes It-Arkitekturråd d. 24. oktober 2020 - Åben.pdf.pdf

  • PDF

    SAG 2.2 Tema Infrastruktur og platforme – Inspirationsoplæg fra Danmarks Miljøportal.pdf

  • PDF

    SAG 2.5 Tema Infrastruktur og platforme - Analyse om Fælleskommunal Infrastruktur 2.0.pdf

  • PDF

    SAG 2.7 Foranalyse om en tværgående datastrategi.pdf

  • PDF

    SAG 2.8 Målbilledet for meddelelseskommunikation på sundhedsom-rådet.pdf