Kontakt
Laura Skytte Andersen
Digitalisering & Teknologi
Telefon: +45 3370 3443
E-mail: lasa@kl.dk
Den 31. oktober inviterer Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner til en dag med oplæg og debat om digital inklusion. Konferencen er målrettet ledere og medarbejdere i offentlige myndigheder og interesseorganisationer. Det er gratis at deltage.
”Konferencen om digital inklusion skal gøre os alle klogere på, hvordan vi reelt får digitaliseret mere ansvarligt og med øje for de borgere, der har svært ved at begå sig digitalt. Det er vigtigt, at vi løfter i flok på tværs af den offentlige sektor for at skabe gode muligheder for alle uanset digitalt udgangspunkt,” siger Frederik Nordentoft Andersen, der er kontorchef i Center for Digitalisering & Teknologi i KL.
Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner inviterer til en dag med oplæg og debat. På konferencen kan du høre om de nye fællesoffentlige principper for digital inklusion og få inspiration til at skabe en inkluderende offentlig sektor.
Konferencen bliver afholdt torsdag den 31. oktober 2024 på Scandic Falkoner i København. Der er tilmeldingsfrist den 8. oktober 2024.
Konferencen er målrettet ledere og medarbejdere i offentlige myndigheder og interesseorganisationer. Der vil blive skræddersyet et særligt program til ledere og et særligt program til medarbejdere. Programmerne bliver snart offentliggjort.
Sporet til medarbejdere vil tilbyde praktiske eksempler på digital inklusion og hands on-erfaringer. Sporet varer hele dagen.
Sporet til ledere vil tilbyde et særligt forum for at drøfte det strategiske arbejde med digital inklusion og høre oplæg fra ledelsesrummet. Sporet varer fra kl. 9.30-13.20. Bagefter er der mulighed for at følge eftermiddagens oplæg i programsporet for medarbejdere.