20. april 2023
Digitaliseringsmessen 2023 er åben for tilmelding: Mød Danmarks nye digitaliseringsminister
Tilmeldingen til Digitaliseringsmessen 2023 er nu skudt i gang, og vi glæder os til endnu engang at kunne byde velkommen til Danmarks vigtigste messe for offentlig digitalisering.
Messen afholdes i år onsdag d. 27 september 2023 i Odense Congress Center.
Digitaliseringsmessen 2023
Årets tema er Fremtidens Kommune
Årets tema for messen er Fremtidens Kommune — og det er der er mange gode grunde til.
Alle kommuner står overfor en massiv opgave med at bevare og løfte servicen og velfærden i de kommende år.
Ifølge prognoser vil der i 2030 mangle 44.000 medarbejdere i den offentlige sektor og antallet af borgere over 80 år vil være steget med op mod 150.000. Samtidig trænger klimaudfordringerne sig for alvor på. Hvad der til gengæld ikke ændrer sig, er kommunens ansvar for at hjælpe ældre, socialt udsatte og borgere med handicap. Ligeså vil børn stadigvæk have brug for at blive passet i vuggestuer, børnehaver og undervist i skolen.
Digitalisering med mennesket i centrum
Mennesker er i centrum i stort set alle de kommunale opgaver. Der er derfor stort behov for at gentænke velfærden og måden, vi løser de kommunale opgaver på, hvis vi fortsat skal kunne møde borgernes forventninger til, hvad god service er, når manglen på menneskelige ressourcer for alvor slår igennem.
Her spiller digitalisering og ny teknologi en vigtig rolle, så vi kan frigive tid og kanalisere flere hænder over til de borgernære opgaver.
Det er i det lys, vi i år sætter fokus på Fremtidens Kommune.
Samtidig vil temaet ‘Fremtidens Kommune’ danne ramme for de oplæg og debatter, der finder sted på scenerne på Digitaliseringsmessen 2023. Her vil du blandt andet kunne møde digitaliseringsminister og minister for ligestilling Marie Bjerre.
Programmet på de seks scener vil blive offentliggjort løbende frem mod messen. Du kan følge med løbende, få de seneste nyheder om billetsalg, program m.v ved at følge Digitaliseringsmessen på LinkedIn.
Ny prisstruktur
I år introducerer vi en ny prisstruktur. Frem til 31. maj giver vi i år en Early Bird-rabat på 25 %, hvor billetprisen blot er 900 kr. excl. moms. Fra 1. juni er prisen 1.200 kr. excl. moms.
Så meld dig selv og dine kolleger til allerede nu. Tilmelding er bindende, men navnet på billetten kan ændres.
Vi håber, at se rigtig mange af jer igen i år.
Mvh,
Digitaliseringsmessen
Programmet offentliggøres med forbehold for ændringer