13. september 2022

Webtilgængelighed: Sådan gør I digitaliseringen tilgængelig for alle

Danmarks kommuner har et lovbundet ansvar for at være tilgængelige for alle - også når det gælder digitalisering. Digital tilgængelighedsekspert i konsulenthuset Implement Consulting Group Anders Justian giver her 5 gode råd til, hvordan man som kommune kan arbejde tilgængelighed ind i sin digitalisering fra grunden af. Så kan man leve op til loven om webtilgængelighed og skabe gode digitale brugeroplevelser for alle.

Webtilgængelighed vigtigt for alle 

20 % af danskerne har en kognitiv eller fysisk funktionsnedsættelse, som gør, at de har svært ved at bruge de offentlige digitale tjenester. I takt med at digitaliseringen af det offentlige skrider frem, vokser naturligvis dermed også behovet for at arbejde tilgængelighed ind i de digitale løsninger. Fra lovgivers side er man i stigende grad opmærksom på dette. I 2018 vedtog Folketinget lov om webtilgængelighed, og denne lov blev opdateret i 2021

"Da loven kom i 2018, ønskede man at se fremad, så webløsninger og indhold fremover skulle leve op til krav om webtilgængelighed. Senere har man udvidet loven til at gælde løsninger og indhold fra før 2018, og fra 2021 omfatter loven også mobile apps," siger Anders Justian. 

Anders Justian er konsulent i Implement Consulting Group og rådgiver kommuner og andre offentlige myndigheder om webtilgængelighed. For hans eget vedkommende begyndte han tidligt at interessere sig for, hvordan man kunne lette den digitale adgang for personer med funktionsnedsættelse. Han udviklede en mobil app, som kunne bruges af personer med autisme, så de ved at scanne QR-koder på eksempelvis husholdningsapparater i deres hjem kunne få vist gode instruktioner og gøre deres hverdag lettere. Senere fulgte flere andre it-udviklingsprojekter og konsulentopgaver. 

Du kan møde Anders Justian på KL's temadag om webtilgængelighed. Du kan læse mere om temadagen og tilmelde dig via linket her: Temadag om Webtilgængelighed (kl.dk)

Digital tilgængelighed er vigtig for alle

I virkeligheden er tilgængelighed et ideal, som bør være gennemgående i alle digitale løsninger, siger Anders.

Han nævner, at udover de mange borgere med funktionsnedsættelser er der også mange ældre borgere, der føler sig hægtet af digitaliseringen. Det gør for så vidt mange unge også, selvom de er storforbrugere af digitale tjenester. Så alle borgere, uanset alder og kognitivt og fysisk funktionsniveau, bør tænkes ind, når kommuner udvikler eller forbedrer deres digitale tjenester for borgere og virksomheder. Digitaliseringen kan opstille utilsigtede barrierer, jovist. Men digitaliseringen kan også overvinde disse barrierer og i mange tilfælde gøre en kommune endnu mere tilgængelig for endnu flere, end det kunne lade sig gøre i "gamle dage", da vi kun havde analoge virkemidler at gøre godt med.

 

Fem gode råd: Sådan skaber I bedre webtilgængelighed

Heldigvis kan I som kommune med ret enkle greb gøre meget for bedre webtilgængelighed, understreger Anders Justian.

  1. Sæt idealet: "Arbejdet med webtilgængelighed bør være en inkluderende praksis, som skaber gode brugeroplevelser blandt slutbrugerne," siger Anders. Han peger på, at de fleste kommuner i dag er klar over, hvad webtilgængelighed er, og hvorfor det er vigtigt. Det offentlige er også blevet bedre til at udvikle digitale løsninger. Nu og fremover skal kommunerne så styrke deres praksis om webtilgængelighed.
  2. Inddrag brugerne: "Sørg for at inddrage jeres brugere, når I udvikler og forbedrer jeres digitale løsninger, og husk at invitere brugere med, som I ved har svært ved alt det med digitalisering," siger Anders. På den måde sørger man for, at resultatet bliver godt og brugbart og en positiv oplevelse for alle brugere.
  3. Italesæt krav til jeres leverandører: "Mange af kommunernes løsninger udvikles og drives af private leverandører. Stil krav til dem om webtilgængelighed," siger Anders. De private leverandører er i vidt omfang også selv omfattet af krav til webtilgængelighed, men det er ikke ensbetydende med, at de har helt styr på webtilgængelighedsstandarden.
  4. Styrk kompetencerne i kommunen: "Sæt webredaktører og digitaliseringskonsulenterne på kursus og videreuddannelse, så de får løftet kompetencer og opmærksomhed på webtilgængelighed," siger Anders.
  5. Engagér kommunens topledelse: "Og så er det selvfølgelig vigtigt at gøre webtilgængelighed synlig for kommunens topledelse, både den forvaltningsmæssige og den politiske," siger Anders. På den måde kan webtilgængelighed blive et gennemgangssted for den vigtige dialog mellem kommunen og dens borgere og virksomheder.

Tag på temadag: Giv jeres webtilgængelighed et løft

Den 16. januar 2023 kl. 9.00 - 16.00 holder KL temadag om webtilgængelighed. Temadagen foregår i KL-Huset, Weidekampsgade 10, 2300 København V.

Pris for temadag

Kr. 2.975, - + moms. Tilmelding er bindende, men du er velkommen til at sende en kollega, hvis du er forhindret i at deltage.

Kontaktpersoner

Kontakt venligst chefsekretær Anne Louise Correll på anlc@kl.dk eller 51 29 09 94, hvis du har praktiske spørgsmål til kurset.

Øvrige spørgsmål kan rettes til vicekontorchef Jan Struwe Poulsen på jtp@kl.dk eller 21 40 40 82.

 

Arrangement

Temadag om Webtilgængelighed

×

Log ind