26. august 2022

Her er de guidede ture på Digitaliseringsmessen ’22

Kom på rundtur hos de mest relevante leverandører inden for dit fagområde. Som en nyhed i år har en af turene fuldt fokus på GDPR.

Mere end 100 udstillere er klar på Digitaliseringsmessen '22

På Digitaliseringsmessen ‘22 kan du kan møde over 100 udstillere, der har løsninger på en bred vifte af kommunale udfordringer.

Se udstillerlisten og det foreløbige program for messen - og tilmeld dig her.

Digitaliseringsmessen ’22 løber af stablen d. 29 september i Odense Congress Center. 

Som altid er en af de helt centrale dele af messen mødet med leverandørerne. Der er allerede mere end 100 tilmeldte udstillere, og der er tæt på at være udsolgt af stande.

Igen i år kan du tilmelde dig en af vores guidede ture, hvor du vil møde en håndfuld af de mest relevante leverandører, som har specialiserede løsninger indenfor netop dit fagområde.

Se listen af guidede ture herunder - og læs efterfølgende en beskrivelse af, hvad du kan opleve på turen.

  1. Digital inklusion: Tilgængelige og brugervenlige løsninger
  2. Nye teknologier: Machine learning, kunstig intelligens og mønstergenkendelse i data
  3. De gode arbejdsprocesser: ESDH
  4. Sikkerhedstjek: Cyber- og informationssikkerhed i kommunen 
  5. Klimateknologier: Internet of Things (IoT), Smart City og droner
  6. Digital velfærd: Social- og sundhedsområdet 
  7. Den digitale skole: Digital læring og undervisning 
  8. Fundamenterne på plads: Udnyt og genbrug den fælles infrastruktur 
  9. Den attraktive arbejdsplads: Automatisering af arbejdsgange og processer
  10. Fremtidens borgerbetjening 
  11. Styr på data: GDPR

Beskrivelse af de guidede ture på Digitaliseringsmessen '22

1. Digital inklusion: Tilgængelige og brugervenlige løsninger

Skal vi gøre det let for borgerne og medarbejderne at begå sig i et tiltagende digitaliseret samfund, stiller det høje krav til brugervenlige og tidssvarende løsninger. 

Oplev, hvordan man kan skabe endnu mere overskuelige, simple og tilgængelige digitale løsninger ved fx servicedesign, sprog- og taleteknologi, chatbots, videomøde-teknologi m.m.

Eksempler på teknologier: Natural-Language-Processing, chatbots, videomøde-løsninger m.m.

2. Nye teknologier: Machine learning, kunstig intelligens og mønstergenkendelse i data

På denne tur får du indblik i, hvordan de offentlige myndigheder kan bruge nye teknologier såsom machine learning, kunstig intelligens og klogere udnyttelse af store datamængder til at levere bedre og mere smidig service. 

Hør, hvordan I kan komme i gang med at arbejde med nye teknologier, samt hvilke konkrete produkter leverandørerne kan tilbyde.

Eksempler på teknologier: Machine Learning, Deep Learning, Natural Language Processing, Chatbots, Process Mining m.m.

3. De gode arbejdsprocesser: ESDH

På denne tur kan du få indblik i løsninger til sags- og dokumenthåndtering, og hvordan i bedst muligt kan dele og udstille viden på tværs af kommunens forvaltninger. 

Oplev løsninger, der optimerer jeres processer, simplificerer arbejdsgange og giver et bedre, fælles overblik over data.

4. Sikkerhedstjek: Cyber- og informationssikkerhed i kommunen

På denne guidede tur bliver du introduceret til en række forskellige datasikkerheds-løsninger. Det gælder både cybersikkerhed og informationssikkerhed, samt løsninger på hvordan man beskytter borgernes data bedst muligt.

5. Klimateknologier: Internet of Things (IoT), Smart City og droner

Konsekvenserne af klimaforandringerne er allerede hverdag i kommunerne — både når det handler om klimasikring og nye løsninger, der skal nedbringe CO2-udledningen. 

På denne guidede tur får du indblik i, hvordan kommunerne kan arbejde med en række forskellige klimateknologier. Fx Internet of Things-løsninger, som kan bidrage til kommunal by-vedligeholdelse, forudsigelse af oversvømmelser eller energioptimering af bygninger. Eller droner, der kan bruges til en mere præcis klimasikring.

Eksempler på teknologier: IoT, Edge Computing, Sensorer, Droner, Machine Learning m.m.

6. Digital velfærd: Social- og sundhedsområdet

Mangel på arbejdskraft er en massiv udfordring i kommunerne, ikke mindst på social- og sundhedsområdet. Skal vi fastholde en velfærd af høj kvalitet, skal vi i stigende grad kigge mod digitale løsninger. 

På denne tur får du indsigt i, hvordan forskellige teknologier og løsninger kan understøtte digital velfærd på social- og sundhedsområderne. 

Oplev en række teknologier, der på hver sin måde gør borgerne mere selvhjulpne. Se hvordan VR-teknologi kan bruges på integrationsområdet, og hvordan man skaber sammenhæng for borgeren med telemedicinske forløb og digital understøttelse af kommunikation på tværs af sektorer.

Eksempler på teknologier: IoT, Sensorer, VR, Skærme og selvbetjening, Chatbots, velfærdsteknologier m.m.

7. Den digitale skole: Digital læring og undervisning

Digitalisering af skole- og undervisningsområdet er på mange måder blot i sin spæde start, og nye løsninger pibler frem. Oplev hvordan de nyeste e-learning-værktøjer og læringsplatforme kan understøtte undervisningen. Se hvordan man styrer skolens digitale enheder og it-infrastruktur. 

Lær, hvordan it kan bruges til kompetenceudvikling hos skolens medarbejdere. Det og meget mere er en del af denne guidede tur, hvor du kan møde et bredt spektrum af lærings- og undervisningsløsninger.

Eksempler på teknologier: Apps, Skærme og selvbetjening, Sociale teknologier, Fysiske Robotter, VR, Videoløsninger, 3D-print, Droner m.m.

8. Fundamenterne på plads: Udnyt og genbrug den fælles infrastruktur

På denne tur får du indsigt i, hvordan jeres kommune kan udnytte og anvende kommunernes fælles rammearkitektur. Hør bl.a. om integration til KOMBIT's støttesystemer, serviceplatformen og hvordan man skaber den gode adgangsstyring.

9. Den attraktive arbejdsplads: Automatisering af arbejdsgange og processer

På denne guidede tur får du indblik i, hvordan kunstig intelligens, big data og robotter vil forandre kommunen som arbejdsplads i fremtiden. 

Du vil møde leverandører der på forskellig vis bruger teknologier til at understøtte de effektive arbejdsgange om det er i administrationen eller på et fagdomæne. 

Eksempler på teknologier: Fysiske robotter, RPA, Proces Mining, Sensorer, Machine Learning, Wearables/Tracking m.m.

10. Fremtidens borgerbetjening

På denne tur er fokus på, hvordan man digitaliserer borgerbetjeningen med udgangspunkt i selvbetjening og brugerinddragelse. Hør bl.a. om, hvordan man kan arbejde med at give borgeren bedre adgang til egne data, hvordan man automatiserer dokument- og dataindsamling, og hvordan man skaber nemme borgerindgange på kommunens hjemmesider.

Eksempler på teknologier: Apps, Chatbots, Natural Language Processing, Virtuelle digitale assistenter, Proces Mining m.m.

11. Styr på data: GDPR

GDPR er en af de opgaver, som fylder rigtig meget i alle kommuner. På denne tur kan du høre mere om, hvordan I kan få hjælp til at overholde GDPR og få bedre styr på de mange krinkelkroge, som EU-forordningen har ført med sig. Det gælder alt fra hjælp og vejledning til konkrete løsninger og teknologier der understøtter jeres arbejde med GDPR. 

I kommer også på besøg hos et tværkommunalt fællesskab, som netop er sat i verden for at nedbringe GDPR-udfordringerne i den enkelte kommune.

Tilmelding til de guidede ture åbner d. 9 september.

Arrangement

Konferencer og messer Digitaliseringsmessen 2022

- vær med på messen og få viden om de nyeste og bedste løsninger på lige netop dit område

×

Log ind