22. september 2021

Kursus & workshop: Journalisering, KLE og ESDH

KL holder kursus og workshop i journalisering, KLE og ESDH. Målgruppen er kommunalt ansatte, der arbejder med journalisering og ESDH, og som ønsker en introduktion til god forvaltningsskik og de regler, der regulerer kommunernes journalisering.

KL’s kursus og workshop i journalisering, KLE og ESDH

Hvilke regler og pligter er kommunerne underlagt i forbindelse med journalisering? Hvordan er KLE bygget op? Hvad er KLE’s handlingsfacetter og hvordan bruges de? Hvordan sikrer man god dokumenthåndtering?

Med dette kombinerede heldagskursus og workshop får du en introduktion til de forvaltningsretlige regler og principper, som danner rammen for kommunal sagsbehandling og den administrative proces i kommunerne. Du får også et grundlæggende kendskab til KLE (KL Emnesystematik) og enkeltsagsprincippet som redskaber til journalisering og bevaring og kassation af sager. Herudover får du mulighed for at diskutere og arbejde med, hvordan man sikrer god og sikker dokumenthåndtering i kommunen.

 

Formen på kurset vil være oplæg og hands-on øvelser med inddragelse af kursusdeltagernes egne erfaringer og udfordringer i relation til journalisering og dokumenthåndtering. Workshoppen bygger videre på dette og konkretiserer problemstillingerne og forsøger at komme tættere på nogle løsninger.

Den primære underviser er Joachim Eriksson fra KL. Joachim er informationsarkitekt i KL, hvor han i flere år arbejdet i KLE-redaktionen, hvor han arbejder med udvikling og vedligehold af KLE og rådgiver kommunerne om dette. Herudover varetager han KL’s journaliseringsnetværk.

Workshoppen ledes af Steffen Boye Uhrenholdt fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Steffen er ESDH-konsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor han bl.a. arbejder med dokumenthåndtering, arkivering og valg. Som en del af dette udvikler og implementerer han it-løsninger i kommunen og har et indgående kendskab til den kommunale virksomhedsstruktur. Steffen er en stærk formidler og har fx stået i spidsen for kommunens e-læringsprogram omkring KLE.

 

Tid og sted
Den 25. november 2021 i Scandic Kolding, Kokholm 2 6000 Kolding

Den 6. december 2021 i KL-huset, Weidekampsgade 10, 2300 København S

Pris
1.975,- ex. moms pr. deltager.

Tilmelding
Tilmelding senest 22.10.2021. Tilmeldingen er bindende en måned før kurset, men du er velkommen til at sende en kollega i dit sted, hvis du selv bliver forhindret. Der er 25 pladser efter først-til-mølle princippet.

Tilmeld dig her: https://tilmeld.kl.dk/kursus-i-journalisering-kle-og-esdh

Spørgsmål
Alle spørgsmål henvendes til arrangementsinfo@kl.dk

Arrangement

Kurser Kursus & workshop: Journalisering, KLE og ESDH