18. maj 2021

Kommunernes Digitaliseringstræf ‘21 - Digitale svar på fremtidens udfordringer

Vær med når KL igen samler kommunerne til videndeling og samtaler om, hvordan vi sammen løser fremtidens udfordringer ved hjælp af digitale løsninger. I år fejrer vi det netop lancerede ”Kommunernes Digitaliseringsprogram 2021 - 2025”. Træffet bliver afholdt på Scandic Copenhagen d. 22. juni 2021.

Digitaliseringstræffet 2021

Det kommunale digitaliseringsprogram 2021- 2025 realiserer KL’s strategiske visioner og bidrager med konkrete løsninger til, hvordan vi fortsat kan få gavn af den teknologiske udvikling og digitaliseringen af samfundet – uden at gå på kompromis med de bærende værdier i vores velfærdssamfund om nærhed, tillid og kvalitet. Sammen dykker vi ned i de næste års arbejde med digitalisering.

Digitaliseringstræffet 2021 vil bl.a. indeholde seks programspor, der tilsammen udgør kommunernes digitaliseringsprogram. Man kan som deltager derfor gå i dybden, lade sig inspirere og ikke mindst give input til de kommende års vigtige digitaliseringsarbejde.

På Kommunernes Digitaliseringstræf 2021 kan du blandt mange andre møde:

  • Finansminister Nicolai Wammen. Få finansminister Nicolai Wammens perspektiver på, hvordan vi sammen kan udvikle det digitale Danmark til gavn for borgerne, og hvordan finansministeren ser kommunernes rolle i den indsats.
  • Danmarks Tech-Ambassadør Anne Marie Engtoft Larsen. Som Danmarks Tech-Ambassadør repræsenterer Anne Marie Engtoft Larsen den danske regering i dialogen med den globale tech-industri og i globale fora om nye teknologier. Anne Marie Toft Larsens vil give sine perspektiver på den digitale udvikling og fortælle om, hvordan hun gennem ”TechPlomacy” er med til at fremhæve teknologi og digitalisering i den danske regerings udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioriteringer.
  • Direktør Christian Harsløf, KL. Hør direktør Christian Harsløf fortælle om kommunernes digitaliseringsprogram 2021-2025. Et program der realiserer KL’s strategiske visioner og bidrager med konkrete løsninger til, hvordan vi fortsat kan få gavn af den teknologiske udvikling og digitaliseringen af samfundet – uden at gå på kompromis med de bærende værdier i vores velfærdssamfund om nærhed, tillid og kvalitet
  • Ph.d.-studerende og tidligere kommunaldirektør Kenneth Kristensen. I sit indlæg vil Kenneth Kristensen fokusere på de organisatoriske perspektiver af digital omstilling, hvor han bl.a. kommer ind på organisationens grundlæggende valg og interne samspil. Hvad er formålet med den digitale omstilling? Hvor sidder motoren? Hvad er opgaven og de nødvendige kompetencer på forskellige ledelsesniveauer? – Og hvordan opnås det gode samspil mellem forskellige fagligheder?
  • Iværksætter og forfatter Jacob Bøtter. Kommunerne skal indse at det aldrig har været billigere, sjovere eller nemmere at digitalisere. Vi skal ikke bygge storebæltsbroer med styregrupper og kravspecifikationer, men eksperimentere og lege os frem. Vi skal turde være mere ambitiøse og hver dansk kommune være i stand til at søsætte mindst ti prototyper hver måned – året rundt. Jacob er iværksætter og forfatter, han vil provokere os til at se en anden måde at udvikle hurtigere og tættere på borgeren. 

Læs hele programmet til Kommunernes Digitaliseringstræf og tilmeld dig her

Arrangement

Konferencer og messer Kommunernes Digitaliseringstræf 2021