30. august 2021

Status på NSIS

Digitaliseringsstyrelsen har revideret deres tidsplaner for NemLog-In. Det påvirker kommunernes implementering af lokal IdP og National Standard for Identiteters Sikringsniveauer (NSIS).

NemLog-in understøtter en lokal IdP-løsning, fra oktober 2022. Den lokale IdP-løsning bliver brugt til at oprette digitale identiteter til medarbejderne.

Det anbefales at kommunerne venter med at sende ansøgning om NSIS-godkendelse af jeres lokale idp til sommeren 2022. Det er konklusionen på en dialog med DIGST i den forgangne uge.

NSIS tilsynet i DIGST er faktisk allerede klar til at modtage NSIS anmeldelser, men når I arbejder med lokal IdP, skal I have implementeret et system, som en revisor kan revidere. Revisionen gælder kun et år, så det er en god ide ikke at indsende anmeldelsen meget lang tid før systemet skal tages i brug. Og det kan I tidligst til oktober 2022.

Digitaliseringsstyrelsen forventer, at det er passende at søge et par måneder før. Så I skal være klar med jeres ansøgning omkring sommerferien 2022.

Den nye tidsplan betyder, at KL’s NSIS projekt forventer at udsende delrapport 2 om egen IdP ultimo 2021.
Vi genoptager arbejdet med de fælles risikovurderinger i 4. kvartal 2021. Personer, der var inviteret til den aflyste workshop 2 om TU-løsninger, vil blive kontaktet når arbejdet genoptages.