31. august 2020

Vejle Kommune åbner byen for udvikling med virtual reality

Hvordan ser Vejle by ud i virtual reality? Tag med på Digitaliseringsmessen i Odense den 23. september 2020 og oplev med egne øjne, hvordan Vejle Kommune bruger virtual reality til at simulere nye byggeprojekter i bymidten. Med virtual reality bliver udviklingen af byen virkelig - før den bliver virkelig. Arkitekt Poul Skræ fra kommunens Teknik- og Miljøforvaltning fortæller her hvordan.

Oplev det på messen

På Digitaliseringsmessen i Odense den 23. september bør du lægge vejen forbi Vejle Kommunes stand. Her vil Poul Skræ, som er en af kommunens arkitekter, stå klar til at føre dig ind i Vejles virtuelle univers og give dig en rundvisning gennem udvalgte byggeprojekter i dele af Vejle midtby. Poul vil fortælle dig alt om Vejles forholdsvis nye, stationære virtual reality-opsætning af en såkaldt "CAVE" - et "Cave Automatic Virtual Environment". Det er simpelthen en stor, åben "kasse", en "hule" ("cave" på engelsk) eller med andre ord en 180 graders virtuel "biograf", som man enten alene eller som gruppe kan stille sig ind i, og hvor der projiceres billeder rundt omkring og ned under en. Det skaber oplevelsen af, at man står midt i en virtuel virkelighed - blot uden at skulle bære virtual reality-briller og med den fordel, at man kan dele oplevelsen sammen.

 

Se Vejles fremtid

Projektet med denne CAVE begyndte, da Vejle Kommunes stadsarkitekt Lisbet Wolters i 2017 fik overbevist kommunen om, at en virtuel "CAVE" ville understøtte både beslutningstagere og borgere i bogstavelig talt at kunne se Vejles udvikling og fremtid for sig - som virtuelle virkeligheder, der projiceres op omkring betragterne, og som de kan bevæge sig rundt i. 

 

Mange facetter i Vejles digitale tvilling

Fra august 2018 har Poul Skræ været en del af stadsarkitektens stab, med en baggrund i mange år i arkitektbranchen med 3D-modeller som speciale og med erfaring som konkurrencearkitekt. Pouls arbejde retter sig både mod at formidle nye forslag til bygge- og anlægsprojekter for kommunens beslutningstagere og til interesserede borgere og at være i dialog med de arkitektfirmaer, der byder ind på kommunale byggesager. Det gør Poul blandt andet ved at programmere udbudsspecifikationerne ind i "CAVE'en". Så kan arkitekterne levere deres forslag ind i et passende dataformat, og på den måde kan "CAVE'en" projicere de forskellige arkitektforslag ind over et fælles virtuelt udgangspunkt, Vejle bys digitale tvilling.

 

Teknologi i samarbejde med eksterne leverandører

Projektet med "CAVE'en" kunne naturligvis ikke lykkes uden en stærk underliggende teknologi med høj computerkraft, avancerede projektorer og passende software. Faktisk bygger softwaren på samme UNITY-platform, som cirka halvdelen af alle verdens computerspil er bygget over, for CAVE'ens projektorer skal vise detaljerede billeder med hurtig opdateringshastighed, ligesom når man spiller på en spillekonsol. Ligeledes er de "håndtag", som gæsterne bruger til at navigere sig rundt i det virtuelle univers med, de samme som kendes fra X-box. Det gør det brugervenligt. 

 

Pouls 5 tips om byens digitale tvilling

Poul har efterhånden oparbejdet en sum af erfaringer med at udvikle og anvende Vejle bys digitale tvilling, og det er erfaringer, som han gerne giver videre til andre kommuner:

  1. Beslut jer for, hvorfor I vil skabe en digital tvilling af jeres by. Hvad er formålet? Og hvad vil I opnå? I Vejle Kommune understøtter den digitale tvilling skabt i "CAVE'en" byens udvikling gennem beslutningsstøtte til kommunens beslutningstagere og som anskuelighed for borgere i alle aldre.
  2. Sæt ord på de værdier eller det "DNA" ved jeres kommune, som I ønsker at understøtte. Vejle Kommune har formuleret sin vision for udviklingen af den gode by i 6 principper: En Grønnere by, Aktive bymidter, Bykvarterer med karakter, Forbindelser og Flow, Aktive borgere og den Digitale by.
  3. Grib teknologien. Med kommunens "CAVE" anvender man den sidste nye teknologi i kombination med den lovfæstede digitalisering af byggebranchen. 
  4. Hold for øje, at projektet ikke bliver "teknisk" for teknikkens skyld. En digital tvilling kan bruges til at skabe interesse, forståelse for og beslutningsstøtte angående projekter hos målgrupper, som netop ikke vil bebyrdes med tekniske detaljer.
  5. Høst fordelene. Virtual reality har stadig nyhedens interesse, hvad enten det sker i en "CAVE", med virtual reality-briller eller på anden måde. Vis dit publikum, at teknikken kan noget andet og mere, end de tidligere har oplevet - noget, der skaber værdi for dem.

 

Meld jer til Digitaliseringsmessen nu

Oplev Vejle Kommunes showcase på Digitaliseringsmessen, som foregår i Odense den 23. september - læs mere og køb billet nu på www.digitaliseringsmessen.dk. Mød leverandører, vedligehold jeres faglige netværk, og søg ny inspiration ved udstillere, til oplæg og foredrag. Her på messen mødes eksperter og nybegyndere, ledere og konsulenter og deler nysgerrighed og tager viden med sig hjem til digitaliseringsarbejdet i kommunerne rundt om i hele landet.