22. april 2020

Få arkitekturmålene op på væggen

KL har udarbejdet to plakater, der styrker anvendelsen af rammearkitekturen i praksis: “Fem mål, der sætter retning for kommunernes digitaliserings- og arkitekturarbejde” og “Fælleskommunale arkitekturprincipper og -regler”. Du kan nu bestille et sæt til din kommune.

I flere af KLs kontorer hænger plakater med udgangspunkt i henholdsvis de fælleskommunale arkitekturmål og de fælleskommunale arkitekturprincipper- og regler. Både mål og principper blev revideret i 2018 som en del af handlingsplanen for kommunernes digitaliseringsstrategi for 2016-2020. Arkitekturprincipper og - regler er samordnet med tilsvarende principper og regler på det fællesoffentlige område, med fire fælleskommunale tilføjelser. Samordningen er gennemført for at gøre det så enkelt som muligt for kommunale it-arkitekter og leverandører at kende og forstå arkitekturkravene. Samlet set danner mål og arkitekturprincipper og -regler et solidt fundament for det videre arbejde med den kommunale digitaliseringsstrategi, også efter 2020.

På væggen i Syddjurs

Plakaterne hænger blandt andet hos Syddjurs Kommune, hvor de fungerer som en daglig påmindelse om, hvor vigtigt arbejdet med rammearkitekturen er i kommunen. Henrik Bojsen, chefkonsulent i digitaliseringsafdelingen i Syddjurs Kommune fortæller, at plakaterne har fået en central placering mellem afdelingens to kontorlokaler lige ved bordet, hvor afdelingen holder deres fællesmøder.

”Sammen med vores to samarbejdskommuner Favrskov Kommune og Norddjurs Kommune, har vi i Syddjurs rigtig meget fokus på rammearkitekturen. Derfor bruger vi de fællesoffentlige arkitekturprincipper som udgangspunkt for at udvælge it-arkitekturmæssige fokuspunkter engang om året. Det er vores spillebane i forhold til arbejdet med arkitekturen, og plakaterne er med til at kridte banen op i hverdagen. På den måde bliver det mere nærværende,” siger Henrik.

Gør formålet synligt

I Syddjurs har plakaterne hængt fremme det sidste års tid og har både til hensigt at minde projektlederne om målene og principperne, men også at få forretningen til at imødekomme arbejdet med arkitekturen. Det er selvfølgelig ikke fordi et par plakater løser opgaven alene, men de gør det meget tilstedeværende og åbner op for dialogen.

I Syddjurs definerer man sig som en rammearkitektur/infrastrukturs kommune og Henrik synes, at plakaterne er et fint visuelt billede på netop dette.

Bestil plakaterne her

Kunne jeres kommune også bruge rammearkitekturens mål og principper som inspiration til arbejdet? Så send en mail til Mathias Mentzler på mtme@kl.dk og få plakaterne i A1-format (594 x 841 mm) tilsendt med posten. Du har også mulighed for at downloade filer med plakaterne, hvis du vil printe dem selv.

Du kan se plakaterne her: https://lnkd.in/gJndYRC. Du får plakaterne tilsendt vederlagsfrit, så længe lager haves.

Du kan læse mere om visionen, målene og principperne for den fælleskommunale rammearkitektur her. Er du interesseret i rammearkitekturen kan du finde indhold og viden på KL’s hjemmeside rammearkitektur.kl.dk