27. september 2019

Nyt fælles videncenter er i luften

Videncenteret for digitalisering og teknologi skal formidle, give bedre overblik over materialer og skabe grobund for mere videndeling mellem kommuner. KL og KOMBIT står bag det nye Videncenter for digitalisering og teknologi.

Videncenteret giver værktøjer til arbejdet med digitalisering

På Videncenterets hjemmeside videncenter.kl.dk vil du fremover kunne finde handlingsorienteret inspiration og materialer, som du kan bruge i arbejdet med digitalisering og teknologi i kommunerne. Videncenteret samler og formidler viden og værktøjer fra KL, KOMBIT og kommuner i et fælles overblik. Gennem Videncenteret har I mulighed for at dele jeres gode produkter eller redskaber, så andre kan få gavn af dem.

Baggrunden er en fælles satsning fra KL og KOMBIT om endnu mere vidensdeling på området for digitalisering og teknologi.

"Vi skal blive bedre til at samle og formidle viden, og give mulighed for at kommunerne lærer af hinandens helt konkrete erfaringer.
Caroline Hegelund, Leder af KL's Innovations- og teknologienhed

"Vi skal blive bedre til at samle og formidle viden, og give mulighed for at kommunerne lærer af hinandens helt konkrete erfaringer. Og så skal vi blive bedre til at formidle på måder, der bygger bro mellem digitalisering og fagområderne,” siger Caroline Hegelund, Leder af KL's Innovations- og teknologienhed.

Hvad skal jeg være opmærksom på ved indkøb af IT-udstyr, og hvilke spørgsmål skal jeg forholde mig til i forhold til data og sikkerhed. Det er nogle af de emner, som værktøjerne på Videncenteret vil kunne hjælpe med. Dem finder du under Viden og Værktøjer.

Få indsigt i teknologier og deres gavn på fagområderne

På siden er der fokus på at sætte digitale tendenser og teknologier ind i kommunale fagområders velfærdsudvikling og virkelighed. Så der lettere kan bygges bro mellem digitalisering og fagområderne. Du vil fx kunne finde cases og gode eksempler på, hvordan opgaveløsningen forbedres ved hjælp af teknologi.

Det bliver også på Videncenteret, at du på den kommende teknologiradar kan få et overblik over modne teknologier.

Del din viden med andre kommuner

Videncenteret giver mulighed for, at kommunerne bruger hinandens erfaringer. Skriv også til os, hvis der er temaer vi bør tage op og sætte fokus på du har et produkt eller redskab, som vi skal dele gennem Videncentret. Det kan være alt fra en guide I har udviklet med gode råd og til helt konkrete arbejdsdokumenter som andre kan have glæde af at læse eller "kopiere" til brug for deres opgaveløsning.  

Kontakt en af vores kontaktpersoner eller skriv til videncenter@kl.dk.

Følg Videncenteret på LinkedIn og Yammer

Følg Videncenterets LinkedIn-side og få de nyeste historier og materiale og del det med dit netværk.

På Videncenteret kan du også finde Yammergrupper , hvor kommunale medarbejdere deler viden inde for forskellige emner. Videncenteret har også sin egen Yammergruppe.

Giv feedback på hjemmesiden

Hjemmesiden for Videncenteret er under opbygning, og vi udvikler Videncentret løbende på baggrund af dialog og input fra jer brugere. Derfor vil vi meget gerne høre fra dig, hvis du har kommentarer eller idéer til forbedringer.

Søgte du noget, du ikke fandt, eller har du idéer til produkter, som er relevante for siden? Så kontakt en af vores kontaktpersoner eller skriv til videncenter@kl.dk.