27. marts 2019
I fremtiden bliver det lettere at udskifte kommunale IT-systemer der anvender GeoData
FKG (Fælles Kommunale GeoData) er en betegnelse for kommunale geografiske fagdata, som er væsentlige for opgaveløsning i mange kommuner. Et godt eksempel er kommunernes skoledistrikter, der regulerer, hvilke områder i kommunen, der hører til de enkelte skoler. Skoledistrikterne har stor værdi for den kommunale planlægning og for de enkelte borgere, der på et kort kan se, hvilken skole de tilhører.
FKG-datamodellen er et fælles sprog for data, der indgår i de kommunale kerneopgaver i mindst 20 af de 98 kommuner, og modellen indeholder beskrivelse af 70 kommunale datasæt, der har værdi i mange kommuner.
Når dataformatet er ens i alle kommuner, behøver det ikke længere at “koste kassen” at få data overført fra gamle IT-systemer til nye. Nye IT-systemer bliver også billigere, fordi flere leverandører på markedet kan byde på opgaven.
Det forudsætter blot, at kommunerne følger rammearkitekturens principper. Rammearkitekturen er et sæt fælles regler som kommunerne “giver håndslag” på at overholde, når de udvikler eller køber nye IT-systemer. Reglerne beskriver, hvordan IT-systemer passer sammen som byggeklodser.
GeoDanmark er det unikke samarbejde mellem de 98 kommuner og staten, som driver og vedligeholder de fællesoffentlige og autoritative landkortdata. GeoDanmarks strategi er bla., at mange flere skal have værdi af fællesoffentlige data, og GeoDanmark er derfor ved at undersøge mulighederne for at inddrage FKG-datamodellen i GeoDanmark samarbejdet.