31. januar 2019

KL's Journaliseringsnetværk 2019

Arbejder du med kvaliteten af journaliseringen i din kommune, fx som ESDH-superbruger eller digitaliseringskonsulent? Giver du support til dine kolleger i deres brug af KLE? Savner du at sparre med andre i samme funktion?

 

KL's journaliseringsnetværk

Alle kommuner er underlagt journaliseringspligt efter offentlighedsloven og skal desuden opfylde en række dokumenta­tionskrav. Journalisering er derfor et vigtigt fundament - både for sikring af kommunens dokumentation og for den interne vidensdeling og administration. KL Emnesystematik (KLE) indgår som et vigtigt redskab i den systematiske journalisering i hele den kommunale forvaltning og bidrager til sikker myn­dighedsdrift og effektiv administration.

Men selv om kommunerne har fokus på korrekt og ret­tidig journalisering, kan der stadig være udfordringer og tvivlsspørgsmål forbundet med arbejdet, ikke mindst hos medarbejdere i centrale funktioner som ESDH-superbrugere og ESDH-konsulenter. KL tilbyder derfor et journaliseringsnetværk, hvor du kan møde kolleger fra andre kommuner og få sparring i arbejdet med journalisering og dokumenthåndtering i et fortroligt rum.

Indhold og form

Netværksmøderne er heldagsmøder, som indeholder oplæg, diskussioner, erfaringsudveksling og workshops – alt sam­men med fokus på deltagernes egne spørgsmål, udfordringer og erfaringer. Deltagerne vil selv få mulighed for at holde oplæg, ligesom der vil være oplæg fra KL-medarbejdere og eksterne specialister. Indholdet af de enkelte netværksmøder vil blive aftalt fra gang til gang i samspil med deltagerne.

Netværket afholdes både i Jylland og på Sjælland, og hvert netværk mødes to gange samt til en fælles netværkskonference. Første møde vil være et netværksmøde, som afholdes i marts 2019. Andet møde vil være i oktober 2019. I november 2019 afholdes en fælles netværkskonference, med deltagelse af både netværket fra Jylland og Sjælland samt eksterne oplægsholdere. Der vil desuden blive oprettet en netværksgruppe på en online platform, hvor deltagerne kan fortsætte diskussionen mellem møderne, i dialog med KL.

Emnerne på netværksmøderne kan være:

  • Hvordan håndterer man kommunikationen med kollegerne for at opnå korrekt journalisering?
  • Hvordan kan man styrke rollen som formidler af korrekt journalisering og best practice?
  • Hvordan bidrager man til at kollegerne anvender ESDH-systemet til den lovpligtige dokumentation i stedet for eksempelvis drev og mail-postkasser?
  • Hvordan formidler man vigtigheden af korrekt og ensartet journalisering og dokumenthåndtering til ledelseslaget i kommunerne? Og hvordan fastholder man fokus på det?
  • Hvor kan KLE gøres til et endnu mere effektivt værk­tøj/hjælp til journalisering?
  • Hvordan efterlever man bedst enkeltsagsprincippet?
  • Hvordan øger man kvaliteten i navngivningen af sager og dokumenter?
  • Hvordan håndterer man opgaven med udrulning af ESDH til nye medarbejdergrupper, fx institutioner?

Læs mere om netværket i invitationen og via linket herunder.

Arrangement

Møder og netværk Netværk om journalisering

Arbejder du med kvaliteten af journaliseringen i din kommune, fx som digitaliseringskonsulent? Giver du support til dine kolleger i deres brug af KLE? Savner du at sparre med andre i samme funktion?