01. februar 2019

Kommunerettet kursus om gode arbejdsgange

Dan jeres eget procesteam og skab gode arbejdsgange.

Arbejdsgange ud fra nye love og digitale krav

Bedre processer og arbejdsgange hæver jeres kommunale forvaltning fra god til fremragende. Ny lovgivning og mere digitalisering stiller store krav til arbejdsgangene. Hvorfor ikke samle og uddanne jeres eget interne hold af proceskonsulenter? Med KL’s skræddersyede kursus til kommunens eget procesteam løfter I jeres fælles faglighed og tager afsæt i jeres egen lokale viden og årelange erfaring i kommunen. Sammen skaber I succesen.

Ny lovgivning samt den tiltagende digitalisering af kommunerne spiller særligt stærkt ind på de kommunale arbejdsgange. Fra Folketingets side er man besluttet på at gøre op med silotænkning i forvaltningen. Nye love betyder ofte nye arbejdsgange - også på tværs af siloerne. Oveni kommer så ny teknologi og optimerede proces­ser.

Danmark anerkendes som et af de lande i verden, hvor den offentlige sektor er bedst til at være digital. Det skal vi blive ved med. Derfor skal I som kommuner sørge for, at jeres arbejds­gange bedst muligt spiller sammen med de digitale løsninger. Derfor er KL’s uddannelse af procesteams vigtig og relevant.

Målgruppe

Kurset er relevant for kommuner, der vil sammensætte og uddanne deres eget procesteam af interne konsulenter og administrative medarbejdere til at skabe og implementere gode arbejds­gange i den kommunale forvaltning.

Udbytte af kurset

Efter gennemført kursus har jeres procesteam en fælles forståelse for en række værktøjer og ved, hvordan de bruges. Teamet vil have forståelse for, hvordan en workshop faciliteres, sådan at flere medarbejdere involveres og inddrages. Procesteamets medlemmer kan som proceskonsulenter gennemføre en analyse og et redesign af en proces. Til dette formål lærer man på kurset at gennemføre en “brown paper”-workshop, hvor resultatet er en eller flere redesignede og optimerede arbejdsgange. Teamet lærer at doku­mentere arbejdsgange grafisk, så de kan fastholdes og formidles til andre medarbejdere i kommunen, og man lærer at identificere og undgå gængse faldgruber og forhindringer for at nå et godt resultat.

Du kan læse programmet for kurset her.