21. april 2020

Ny organisering af Danskernes Digitale Bibliotek

KL og Kulturministeriet er enige om at nedlægge Danskernes Digitale Bibliotek (DDB) i den nuværende form. DDB’s opgaver vil fra sommeren 2020 blive varetaget af en forening etableret af folkebibliotekerne.

DDB blev etableret af KL og Kulturministeriet i 2012 med henblik på at understøtte en digital udvikling på biblioteksområdet og skabe sammenhæng mellem det fysiske og det digitale bibliotek. DDB har bl.a. understøttet etableringen og driften af fælles løsninger til det samlede biblioteksområde, herunder folkebibliotekernes digitale formidling og indgang til det samlede bibliotekstilbud samt bibliotekernes muligheder for at håndtere og formidle digitale medier såsom e-bøger og andre netbaserede materialer. 

I dag er den digitale udvikling en integreret del af bibliotekernes virke, og med en lovændring pr. 1. januar 2020 er en del af DDBs opgaveportefølje vedrørende det samlede biblioteksområde flyttet til KOMBIT, Kommunernes IT-fællesskab. 

På den baggrund besluttede KL og Kulturministeriet at nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentation fra folkebibliotekerne, der skulle anbefale fremtidsscenarier for DDB. Dette har nu ført til, at DDB nedlægges i sin nuværende form, og at opgaverne i stedet varetages af en ny forening etableret af folkebibliotekerne. DDB's sekretariat bliver overdraget til foreningen, som fremover skal stå for driften af en række digitale løsninger som fx folkebibliotekernes hjemmeside, app og digitale services. Løsningen har mødt stærk opbakning i biblioteksverdenen. 

Den kommende forening vil være finansieret af kommunale midler.  De statslige midler, der hidtil har været tildelt DDB, vil fremover indgå i den samlede statslige udviklingspulje til folkebiblioteksområdet, som samtidig vil få en ny struktur med øget dialog med KL og kommunerne og en stærkere faglig rolle til folkebibliotekerne.

Kulturminister Joy Mogensen og formand for KL's Kultur-, Erhverv og Planudvalg Leon Sebbelin udtaler:

"Digitaliseringen er en afgørende betingelse for folkebibliotekerne, og den er i dag en integreret del af folkebibliotekernes virksomhed. Den nye løsning sikrer, at DDB's driftsopgaver fortsat holdes samlet, og at opgaveløsningen knyttes mere klart til folkebibliotekerne og fagmiljøerne. Desuden styrkes sammenhængen mellem det fysiske og det digitale bibliotek, og den statslige indsats fokuseres mere klart på at understøtte udviklingen af biblioteksområdet. Med den nye struktur vil vi samtidig have en styrket dialog mellem KL og Kulturministeriet på politisk niveau med henblik på at fremtidssikre biblioteksvæsnet i Danmark." 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16

KL, Kontorchef Karoline Amalie Steen, tlf: 27 11 00 94

Konstitueret sekretariatschef for DDB, Annette Bach, tlf.: 25 39 88 53

  • PDF

    Rapport om fremtidig organisering af DDBs opgaver.pdf