02. juli 2020

Esben Danielsen føjet til programmet for konferencen Kultur for flere d. 21. september

På konferencen Kultur for flere kan du være med til at drøfte kulturens værdi, samskabelse, kultur og velfærd og fremtidens kulturbrugere med en række kommunale repræsentanter, eksperter og toneangivende aktører.

Du kan bl.a. møde Esben Danielsen, som igennem mange år har spillet en væsentlig rolle ift. udviklingen af det danske kulturliv. Både som tidligere talsperson og drivkraft for Roskilde Festival og i sit nuværende virke som hhv. direktør for Lokale- og Anlægsfonden og som medlem af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for musik.

Vi ser derfor frem til at præsentere Esben Danielsen i en samtale om kulturens værdi og effekt – og ikke mindst hvordan vi kan italesætte, måle og dokumentere den – sammen med KL-direktør Laila Kildesgaard, Kim Dawartz, Kultur- og Borgerservicechef i Næstved Kommune og Morten Koppelhus, Kulturchef i Aalborg Kommune.

Konferencen Kultur for flere foregår på Grønnegades Kaserne i Næstved og afsluttes med et eksklusivt besøg på det nyåbnede Holmegaard Værk.

Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.