11. maj 2020

Anden fase af genåbningen skaber mulighed for udendørs-aktiviteter for idræts- og foreningslivet og mulighed for ind- og udlån på biblioteker

Regeringen har sammen med Folketingets partier indgået aftale om, hvilke dele af samfundet, der indgår i fase 2 af genåbningen af Danmark.

Inden for det kommunale kultur- og fritidsområde åbnes der for idræts- og foreningslivet og for at der kan udlånes bøger på biblioteket, og dermed for en række kommunale faciliteter.

  • Genåbning af udendørs aktiviteter og professionel idræt (trådt i kraft)
  • Udlån og indlån på biblioteker (18. maj)
  • Bibliotekernes nationale kørselsordning igangsættes (19. maj)

Det betyder, at det nu vil være muligt for idræts- og foreningslivet at dyrke aktiviteter udendørs inden for de nuværende sundhedsmæssige regler, og folkebibliotekerne åbner for fysisk ind- og udlån af bøger. KL har deltaget i sektormøder på både idræts- og kulturområdet i regi af Kulturministeriet, der har givet input til retningslinjer på området i forbindelse med genåbningens fase 2.

Genåbning af udendørs aktiviteter og professionel idræt (trådt i kraft)

På baggrund af regeringens og folketingets øvrige partiers aftale d. 7. maj om genåbningens fase 2 vedrørende udendørs aktiviteter og professionel idræt, har KL været i dialog med Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Boldspil Union og en række kommuner om hvilke praktiske råd, der vil være gavnlige at have klar til foreninger – herunder fodboldklubberne - som har udendørs aktiviteter, der finder sted i kommunale faciliteter.

KL, DIF, DGI og DBU har på den baggrund lavet en fælles udmelding som alle parter formidler i samme form til deres respektive medlemsforeninger. Udmeldingen skal understøtte at åbningen sker ud fra nogle fælles regelsæt og med mest mulig afklaring af de praktiske udfordringer ved genåbningen.

Udmeldingen kan læses her.

KL er desuden i dialog med Kulturministeriet i sektorpartnerskabet om foreninger og idræt i relation til yderligere retningslinjer og afklaring af eventuelle gråzoner.

Bibliotekerne – udlån og indlån (18. maj)

Biblioteker kan åbne for udlån og aflevering fra mandag den 18. maj. KL fortsætter dialogen omkring bibliotekernes genåbning med Kulturministeriet og interesseorganisationer på området med henblik på at sikre retningslinjer og en god proces frem mod og efter genåbningen.

Kulturministeriet har oplyst, at der kommer en ændring af bekendtgørelse nr. 445 af 19. april 2020 (som ændret ved bekendtgørelse nr. 593 af 10. maj 2020), som skal hjemle offentlig adgang til bibliotekernes fysiske lokaler den 18. maj 2020. Kulturministeriet vil endvidere udsende retningslinjer for genåbning af bibliotekerne.

Bibliotekernes nationale kørselsordning igangsættes (19. maj)

Med genåbningen af bibliotekernes ind- og udlån følger også lånesamarbejdet på tværs af landet. Slots- og Kulturstyrelsen har koordineret med Danmarks Bibliotekscenter (DBC) i forhold til genoptagelsen af lånesamarbejdet. Der vil blive åbnet for bestillinger i Netpunkt og Bibliotek.dk mandag den 18. maj, mens den nationale kørselsordning igangsættes dagen efter tirsdag den 19. maj. Se mere om kørselsordningen her.  

Det øvrige kulturområde, herunder musik- og kulturskoler mv.

KL er i fortsat dialog med Kulturministeriet og interesseorganisationer omkring genåbning af hele kulturområdet. Dette gælder ikke mindst afklaring omkring musik- og kulturskoler, billedskoler og lign. da disse institutioner ikke er nævnt i de nuværende planer for genåbning.