11. oktober 2019

Nyt netværk om kommunernes idræts- og fritidsfaciliteter

KL lancerer nyt netværk for kommunerne, som skal understøtte en bæredygtig udvikling af de kommunale idræts- og fritidsanlæg.

Kommunernes fritidsfacilitetsnetværk skal understøtte en strategisk baseret bæredygtig udvikling af de kommunale idræts- og fritidsfaciliteter. Det gælder både økonomisk, klimamæssig og social bæredygtighed.

Medlemmerne af netværket skal kunne hente inspiration og viden på netværksmøderne, som kan bruges i deres strategiske arbejde med at sikre tidssvarende og nytænkende idræts- og fritidsfaciliteter.

Netværket afholder tre årlige møder med aktuelle temaer som optager KL og kommunerne. Formen vil veksle mellem eksterne oplæg, oplæg fra netværkets medlemmer, workshop-baserede øvelser og tværgående drøftelser og sparring.

Netværket er en faglig ramme, der skal give deltagerne adgang til at opbygge viden, nye kompetencer og netværk med kollegaer i andre kommuner. KL faciliterer netværket, men det er op til de deltagende kommuner at tage ejerskab for netværket, og byde ind med værtskab og indhold på netværksmøderne.

Kommunernes fritidsfacilitetsnetværk henvender sig til kommunale medarbejdere, der arbejder strategisk med udviklingen af idræts- og fritidsfaciliteter. Det omfatter eksempelvis kommunale idrætschefer, ledere af idrætsanlæg og centralt placerede strategiske medarbejdere på idrætsområdet, byplanlægning og ejendomsservice.

Første møde i netværket afholdes torsdag d. 26. marts 2020 og tilmelding til netværket er muligt på netværkets website.