08. januar 2020

Nyt netværk for levende handelsbyer

KL lancerer et nyt netværk for kommunerne, der skal sætte fokus på detailhandel, attraktive handelsbyer og kommunernes dialog med erhvervene i gadeplan.

 

Bymidten er fuld af muligheder

Mange danske byer i dag står overfor udfordringer med at opretholde attraktive og levedygtige bymiljøer, som kan tiltrække og fastholde både erhvervsliv og borgere. Butikker og liberale erhverv forsvinder flere steder i gadebilledet. Det er ærgerligt, da detailerhvervet spiller en stor rolle for byers identitet og bidrager til at skabe liv, tiltrække befolkning, erhvervsliv og turisme.

Det gode samarbejde mellem detailhandlen, kommunen og andre byaktører er vigtigt, og kommunen kan på forskellig vis understøtte det lokale handelsliv. Derfor opretter KL nu Kommunernes netværk for levende handelsbyer, hvor emner som e-handel, planlov og erhvervsstrategier alle kan diskuteres.

Netværket har fokus på det gode samarbejde mellem kommunen, det lokale handelsliv og andre aktører i byrummet. Det skal således danne ramme om faglig sparring, kompetenceopbygning og vidensdeling, som samlet skal styrke kommunernes arbejde med at skabe attraktive og levedygtige handelsbyer. 

Hvem er netværket tiltænkt?

Netværket henvender sig til kommuner og kommunale medarbejdere, som fx erhvervskonsulenter, planlæggere og ledere, der har direkte kontakt til og samarbejder med detailbranchen eller liberale erhverv i gadeplan. Kommunen har også mulighed for at deltage med centrale private aktører.  

Hvordan foregår netværksmøderne?

Netværksmøderne vil være heldagsarrangementer og bestå af både eksterne oplæg, oplæg fra netværkets medlemmer, workshopbaserede øvelser og tværgående drøftelser og sparring. Kommunen betaler for to pladser – en fast plads og en fleksibel plads – så kommunen selv kan bestemme fra gang til gang, hvem der deltager på netværksmøderne.

Møderne afholdes tre gange årligt enten hos netværksdeltagerne eller på en fagligt spændende lokation. Prisen er 6.100 kr. (eks. moms) årligt.

Er din kommune interesseret?

Du kan læse mere og tilmelde din kommune netværket i boksen herunder. 

Arrangement

Møder og netværk Kommunernes netværk for levende handelsbyer

Netværket for levende handelsbyer sætter fokus på detailhandel, attraktive handelsbyer og kommunernes dialog med erhvervene i gadeplan.

Du er også velkommen til at kontakte konsulent Jeppe Würtz Petersen, hvis du har spørgsmål til netværket.