28. februar 2020

Privat-offentlige bysamarbejder skaber varig værdi

Hvad sker der, når private og offentlige aktører finder sammen i lokale partnerskaber og i fællesskab arbejder for at skabe vækst, udvikling og livskvalitet i byområder? En ny rapport samler erfaringer fra ind- og udland, og konklusionen er klar: Privat-offentlige bysamarbejder skaber værdi.

Byer er under forandring. Bymidter oplever lukkede butikker; social ubalance i boligområder, ændret demografi og nye krav til klimatilpasning og bæredygtighed. Hvad kan lokale aktører i et byområde selv gøre for at tage hånd om disse og andre af tidens udfordringer? Og hvordan kan en indsats organiseres og drives?

Det var spørgsmål som disse, der i 2017 førte til, at 11 kommuner sammen med KL, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Realdania By & Byg dannede netværket for Privat-offentlige bysamarbejder. Her har private aktører og de deltagende kommuner siden udviklet og afprøvet forskellige former for lokale partnerskaber, ligesom netværket har arbejdet på at belyse kvaliteterne i og erfaringerne med privat-offentlige bysamarbejder i Danmark, Sverige, Norge og andre lande.

Nu er erfaringerne samlet i en rapport, der netop er udkommet.

Rapporten peger på, at uanset om det handler om at tiltrække arbejdskraft til en by, udvikle detailhandelen, skabe større bosætning, turisme osv., er det afgørende, at flere parter arbejder sammen. En enkelt aktør kan ikke løfte udfordringerne alene. Hvis der for alvor skal findes løsninger, må de berørte parter dele viden og ressourcer i et fælles samarbejde mod fælles mål. Samtidig viser netværkets arbejde, at langt de fleste privat-offentlige bysamarbejder er effektive og skaber varig værdi. Som inspiration til dem, der gerne vil i gang med at etablere et bysamarbejde om udviklingen af et byområde, uddyber rapporten i et selvstændigt kapitel de overvejelser man bør gøre sig.

Med rapporten konkluderes det bl.a. at:

• partnerskaber om byernes udvikling er effektive og skaber varig værdi

• kommunen er en central part i frivillige privat-offentlige bysamarbejder

• ejendomsejere med fordel kan spille en central rolle i de danske privat-offentlige bysamarbejder

• privat-offentlige bysamarbejder forudsætter enighed om udfordringerne

Med rapporten peges der endvidere på, at hvis udviklingen af privat-offentlige bysamarbejder i Danmark skal fremmes, er der i høj grad brug for at understøtte de lokale partnerskabsmodeller med videndeling, kurser ect. Dette kan fx ske via etableringen af en platform eller en vidensenhed, der kan understøtte de private aktører og kommuner, der giver sig i kast med et bysamarbejde. En sådan enhed findes i Sverige, hvor den har været med til at skabe den nødvendige dialog og involvering af fx ejendomsbranchen og turismeerhvervene.

Du kan læse rapporten her