25. september 2019

Programmet for 1. møde om bæredygtig turisme er klar

Kom med til 1. møde i Kommunernes Netværk for Bæredygtig Turisme og hør mere om bæredygtighedscertificering af destinationer og om hvorvidt overturisme er et problem i Danmark

Ny certificeringsordning for destinationer

Den 3. oktober afholder KL første møde i kommunernes netværk for bæredygtig turisme. Her får vi blandt andet besøg af Mikal Holt Jensen, der er Miljøchef i HORESTA, som vil fortælle om deres nye certificeringsordning for destinationer, Green Tourism Organization. Denne nye miljøcertificering er oprettet for at bakke op om de destinationer og organisationer, der gør noget særligt for bæredygtighed. Samtidig skal certificeringen gøre det nemmere for turisterne at finde vej til de bæredygtige destinationer.

En bæredygtig profil er et vigtigt konkurrenceparameter for destinationer i en tid, hvor bæredygtighed fylder mere og mere for turisters destinationsvalg. For at blive certificeret som Green Tourism Organization, vurderes organisationen ud fra en række kriterier, som blandt andet har fokus på ledelsesmæssig prioritering af miljøhensyn, krav om miljørigtige indkøb, affaldssortering og krav i forhold til organisationens eget forbrug af el, vand og varme.

 

Wonderful Copenhagen - verdens første Green Tourism Organization

På mødet får vi også besøg af Bæredygtighedsmanager Nanna Thusgaard fra Wonderful Copenhagen, som i 2018 blev verdens første Green Tourism Organization. Wonderful Copenhagen lancerede i 2018 Hovedstadens første strategi for bæredygtig turisme, som adresserer bæredygtighed ud fra en både miljømæssig, social og økonomisk tilgang. Dette skal vi høre meget mere om, ligesom Wonderful Copenhagen vil fortælle om projektet 10XCOPENHAGEN, som sætter fokus på turismeudviklingen i Hovedstaden frem mod 2030. Derudover skal vi snakke om spredning af turister, hvorvidt der kan tales om overturisme i Danmark, og hvad destinationernes arbejde med certificeringen betyder for samarbejdet mellem kommune og destinationsselskab.

 

Praktisk information og tilmelding

Mødet afholdes torsdag den 3. oktober i KL-huset. Derudover mødes netværket torsdag den 5. december 2019 og tirsdag den 28. januar 2020. De to sidste møder afholdes enten hos deltagere i netværket eller på en faglig relevant lokation. 

Det koster 6.100 kr. ekskl. moms at være med i netværket. Prisen dækker mødedeltagelse for to medarbejdere på hvert af de tre møder. Det behøver ikke være de samme to medarbejdere, der deltager på alle netværksmøder. Tilmelding er økonomisk bindende.

Se det fulde program og tilmeld dig netværket nedenfor.

Arrangement

Møder og netværk Kommunernes Netværk for Bæredygtig Turisme

Kommunernes Netværk for Bæredygtig Turisme er et forum for dialog, vidensdeling og inspiration for kommunale medarbejdere.