18. september 2019

Målrettede partnerskaber er handelsbyernes fremtid

Forpligtende partnerskaber mellem de handelsdrivende, ejendomsejere og kommune er vigtigt for liv i byerne og for detailerhvervet. KL peger på ny lovgivning, inspiration fra udlandet samt mere vidensopbygning som løsningen til gavn for alle parter.

Privat-offentlige bysamarbejder

Af Leon Sebbelin, formand for KL's Kultur-, Erhverv- og Planudvalg og borgmester i Rebild Kommune

Mange danske byer står i dag over for en række svære udfordringer. Vores bymidter oplever en tilbagegang i detailhandelen med lukkede butikker og mindre liv i gaderne. Tidligere velfungerende erhvervsområder har svært ved at tiltrække nye virksomheder. De små byer i kystområderne har ikke den nødvendige aktivitet som turisterne efterspørger, og så videre.

Hvis man kigger mod udlandet, så arbejder flere lande med den såkaldte BID-model, hvor byens forskellige aktører samles i et forpligtende partnerskab med det formål at løfte et lokalområde. Modellen har vist sig at være en succesfuld måde at skabe mere levende, attraktive og bæredygtige byer.

Et BID indebærer at eksempelvis butikker, kulturinstitutioner, beboerforeninger mv. indenfor et område – ofte i samarbejde med kommunen - går sammen om at formulere og finansiere aktiviteter i byrummet. Erfaringerne fra de udenlandske BID’s er, at parterne i fællesskab kan løfte udfordringer, som den enkelte aktør sjældent kan løse alene.

  • PDF

    Privat-offentlige bysamarbejder

Spørgsmålet er, hvorfor danske butikker, ejendomsejere og kommuner så ikke bare etablerer lignende partnerskaber i Danmark? Svaret er, at det gør de faktisk også mange steder i landet, men i modsætning til udlandet foregår det alene på frivillig basis. Der findes nemlig ingen lovmæssige rammer for forpligtigende BID-samarbejder i Danmark, som vi fx kender det fra Holland, Tyskland og England.

KL har sammen med en række kommuner, Realdania By og Byg samt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen de sidste 2 år drevet et netværk, der har belyst kvaliteterne i og erfaringerne med både forpligtigende og frivillige BID-partnerskaber indenfor byudvikling.

Fra netværket ved vi, at mange danske kommuner arbejder seriøst med at udvikle og drive frivillige partnerskaber. Den lokale opbakning og involvering er voksende, og der skabes også resultater. Dog er de frivillige partnerskaber generelt mindre formaliserede og dermed mere følsomme overfor når lokale ildsjæle – eller kommunen - på sigt trækker sig ud af samarbejdet. Dertil kommer, at det kræver flere ressourcer at løfte et frivilligt BID, når der ikke er et fælles og anerkendt koncept for samarbejdet. Og frem for alt får man ikke løst problemet med, at nogle aktører drager fordel af forbedringerne uden selv at bidrage til finansieringen af aktiviteterne.

På baggrund af dette, fristes man til at stille spørgsmålet, om tiden måske er inde til at prøve noget nyt i kampen om at skabe mere levende og attraktive lokalsamfund?

Indførsel af en forpligtigende BID-model vil kræve national lovgivning, men vil muliggøre mere forpligtende partnerskaber med forventet større levedygtighed, klarere rammer og en mere retfærdig finansieringsmodel.

Man bør også huske, at et forpligtigende BID kun etableres hvis der kan findes et flertal blandt aktørerne i lokalområdet. Fra udlandet ved vi, at når et BID først har været etableret én gang, så videreføres det efter de første 5 år og ofte med et større antal ja-sigere.

I KL ser vi indførelsen af muligheden for forpligtigende BID’s som det næste vigtige skridt, hvis vi for alvor skal sikre den langsigtede udvikling af vores bymidter, erhvervsområder, turismen mv.

Vi vil derfor i dialog med detailerhvervet fortsat arbejde for dels at sikre vidensopbygning om partnerskaber i byudvikling, samt at vi også i Danmark får de lovgivningsmæssige rammer til at lave forpligtende bysamarbejder – der hvor der lokalt kan findes flertal for sagen.