18. juni 2019

KL inviterer til gå-hjem-møde

KL holder eftermiddagsmøder i august og september i hhv. København og Skørping om organiseringen af den kommunale turismefremme.

Kom godt i gang med de tværkommunale destinationsselskaber

Som et element i organiseringen af det nye turismefremmesystem, skal den kommunale turismefremmeindsats konsolideres i 15-25 tværkommunale destinationsselskaber inden udgangen af 2020. I den forbindelse inviterer KL til gå-hjem-møder om organiseringen af turismefremme-indsatsen.

Kommuner i hele landet er aktuelt i gang med at organisere turismefremmen og den strategiske destinationsudvikling i tværkommunale destinationsselskaber. Men nye samarbejder kan også føre til nye udfordringer.

Gå-hjem-møderne byder på inspiration og konkrete råd og vejledning til hvordan indsatsen kan organiseres, hvad de juridiske rammer giver af muligheder og hvilke opgaver de nye destinationsselskaber kan løfte.

Se link til tilmelding og programmet nedenfor.

Arrangement

Møder og netværk Gå-hjem-møde om Turismefremme (København)

Møderne byder på inspiration og vejledning til hvordan indsatsen med at organisere turismefremmen kan organiseres.

Arrangement

Møder og netværk Gå-hjem-møde om Turismefremme (Skørping)

Møderne byder på inspiration og vejledning til hvordan indsatsen med at organisere turismefremmen kan organiseres.

Program

14.00–14.15   Velkomst
    v/ Leon Sebbelin, formand KL's Kultur-, Erhverv-, og Planudvalg og borgmester i Rebild Kommune
Status på etableringen af tværkommunale destinationsselskaber, lov- og aftalegrundlag for konsolideringen og forventet Turisme-Danmarkskort ved udgangen af 2020.
     
14.15– 15.00    Hvad er centralt når kommuner skal skabe fælles organisationer?
    v/Søren Sønderby, KLK
Med udgangspunkt i erfaringer fra andre tilsvarende øvelser, eksempelvis på beredskabsområdet, gives der gode råd og staldtips til hvordan man opnår en inddragende og alligevel strømlinet proces på tværs af kommunerne.
     
15.00 – 15.15   Kaffepause
     
15.15 – 16.00   Organiseringsformer & virksomhedsoverdragelse af medarbejdere
    v/Inge Buhl, KL
Hvilke organiseringsformer kan man anvende for de nye destinationsselskaber, og hvilke retlige overvejelser bør man gøre sig i forhold hertil. Hvornår finder virksomhedsoverdragelsesloven anvendelse, og hvad skal man være opmærksom på i den forbindelse.
     
16.00 – 16.20   Spørgsmål og debat
     
16.20 – 16.50   En professionel og destinationsdrevet dansk turisme
    v/Jens Müller, formand Danske Destinationer
Hvilke opgaver skal destinationsselskaberne varetage og hvad betyder opgaveporteføljen for koblingen til og samarbejdet med kommunerne? Og hvordan omsættes politiske målsætninger til destinationsudvikling med højt faglig niveau?
     
16.50 – 17.00    Tak for i dag.