07. august 2019

Oplev Virtual Reality-integrationsprojektet på Integrationstræf 19

Måske så du med, da Skive Kommune var i Go'Morgen Danmark den 5. august for at præsentere den nye 'Virtual Reality'-beskæftigelsesindsats på integrationsområdet? På årets Integrationstræf kan du få endnu mere af vide om projektet og endda få lov at opleve de 5 branchefilm gennem et par VR-briller.

De 5 film er skabt gennem udviklingsprojektet 'Job i Virkeligheden', som er et samarbejde mellem KL, Skive, Aabenraa, Aalborg, Rudersdal og Roskilde Kommuner samt Khora VR. Filmene skal ses som et nyt og friskt supplement til beskæftigelsesindsatsen. Ikke bare for de nyankomne, men også flygtninge og indvandrere, der har været i landet i længere tid og har til formål at introducere målgruppen til arbejdsmarkedet i Danmark inden for de fem største brancher med ufaglærte jobåbninger, herunder; transport, detail, hotel, rengøring og pleje og omsorg.

På Integrationstræf 19 den 10. september har du mulighed for at møde nogle af de kommuner, som har været med i udviklingsprocessen, høre mere om hvordan din kommune eller virksomhed kan få fat i filmene og VR-brillerne – og endelig vil der være rig mulighed for selv at afprøve VR-brillerne og se én af de 5 Virtual Reality-film.

Læg vejen forbi VR-standen på årets Integrationstræf 19.

Du kan se det fulde program, læse mere og tilmelde dig Integrationstræf 19 her.