25. april 2019

Kultur - og fritidsområdet kan fremme en bæredygtig udvikling i kommunerne

Når KL's Kultur- og Fritidskonference om FN's verdensmål afholdes i Vejle d. 15.-16. maj 2019, vil Slagelse Kommune være en af de godt repræsenterede kommuner. Vi har derfor spurgt kommunen, hvad de forventer at få ud af konferencen, og hvilke tanker, de allerede har gjort sig om sammenspillet mellem FN's verdensmål og kultur – og fritidsområdet.

Forventninger om inspiration til løsning af lokale udfordringer

Slagelse Kommune er overbevist om, at FN's verdensmål og oversættelsen af dem i lokal kontekst kan være med til at løfte indsatsen i forhold til kommunens lokale udfordringer. Derfor ser Slagelse Kommune frem til KL's Kultur- og Fritidskonference, hvor repræsentanter fra kommunen håber at få inspiration til selv for alvor at kickstarte arbejdet med verdensmålene i kommunens kultur- og fritidsudvalg. Der er gode chancer for, at Slagelse kommune får deres forhåbninger indfriet, da en af konferencens mange spændende indslag er en paneldebat, hvor repræsentanter fra tre forskellige kommuner vil præsentere og diskutere deres arbejde med at implementere verdensmålene lokalt.

Kultur- og fritidsområdet kan fremme en bæredygtig udvikling

Slagelse Kommune er allerede godt i gang med at tænke over, hvordan kultur- og fritidsområdet kan medvirke til en mere økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig måde at leve på. Kommunen peger blandt andet på, at kultur – og fritidsområdet kan bidrage til en styrket indsats over for livsstilssygdomme, være med til at sikre folkeoplysning om bæredygtig udvikling samt bidrage til udviklingen af bæredygtige byer og lokalsamfund. Det er netop sådanne og lignende eksempler, som vil blive præsenteret og diskuteret i på KL's Kultur – og Fritidskonference 2019 med henblik på at inspirere de kommunale politikere og embedsmænd, som til dagligt arbejder med at udvikle kultur- og fritidsområdet i kommunerne.

Formanden for KL's Kultur-, Erhverv- og Planudvalg, Leon Sebbelin, åbner konferencen, og han er rigtig glad for, at kommunerne finder FN's verdensmål relevante for kultur- og fritidsområdet: "Vi er rigtig glade for at der er mere end 65 kommuner repræsenteret på konferencen, og Slagelse Kommunes forventninger til konferencen er jo et godt eksempel på, at det er en relevant dagsorden på kultur- og fritidsområdet at drøfte mellem kommunerne."

Stadig ledige pladser på konferencen

På nuværende tidspunkt har mere end 65 kommuner og knap 400 deltagere tilmeldt sig KL's Kultur- og Fritidskonference, men det er stadig muligt at tilmelde sig konferencen. Tilmeldingsfristen er blevet forlænget til den 1. maj 2019. Du tilmelder dig via KL's hjemmeside.

Konferencen henvender sig til kommunalpolitikere og ansatte i kommunernes kultur- og fritidsforvaltninger, samt interesseorganisationer og andre aktører med interesse for kultur- og fritidsområdet.

Vi ser frem til at møde jer til KL´s Kultur- og fritidskonference d. 15.-16. maj 2019 i Vejle, hvor der vil være fokus på vores fælles fremtid gennem nye bæredygtige initiativer på kultur- og fritidsområdet!