27. januar 2023

21 udflugter viser hvordan Sønderborg kommune arbejder med den grønne klimadagsorden

På årets Klima & Miljø Topmøde kan deltagerne torsdag eftermiddag vælge mellem 21 forskellige udflugter rundt i Sønderborg og omegn. Udflugterne vil på forskelligvis give et indblik i Sønderborg Kommunes arbejde med den grønne klimadagsorden gennem kommunale initiativer på klima-, teknik- og miljøområdet.

På gåben, cykel, el-cykel eller bus inviterets deltagere på KL's Kilma & Miljø Topmøde med på en række spændende udflugter i Sønderborg og omegn. Udflugterne giver deltagerne indsigt i byggeri, byudvikling, planlægning og historie og inkluderer fx besøg til Sønderborgs havnefront, gården Frydendal, Center for Verdensmål, Augustenborg og Gendarmstien. Deltagerne vil få mulighed for at opleve områdernes identitetsgivende træk, høre om udfordringer i omdannelsen, se bæredygtige løsninger og få indblik i historiske rammer. Udflugterne tilmelder man sig via tilmeldingssitet til KL´s Klima og Miljø Topmøde efter først til mølle-princippet. Skynd dig – over 400 har allerede tilmeldt sig. 

 

Vælg mellem 21 forskellige udflugter

Eksempler på udflugterne er:

  1. Byens Havn - En tur langs Sønderborgs havnefront, hvor man kan opleve omdannelsen fra en industrihavn til en moderne bydel med nye funktioner og anvendelser. Der vil være fokus på identiteten, udfordringer i omdannelsen og partnerskaber mellem midtbyen og havnen. Turen slutter med en udsigt fra 16. etage på Alsik. Gåtur på 7 km.
  2. Sønderborg Naturcenter - Et besøg på gården Frydendal, der i dag fungerer som et naturcenter, hvor man kan høre om bæredygtige løsninger og møde en naturvejleder. Der vil også være information om renovering af bygningerne på det tidligere militærøvelsesområde Kær Vestermark. Gåtur på 6 km.
  3. Center for Verdensmål - Et besøg på Center for Verdensmål, der formidler FN's 17 verdensmål i en lokal kontekst. Der vil være information om centerets historie, planer og områdets nuværende funktion som fredet område, der bruges til store arrangementer. Cykeltur på 6 km.
Katalog over udflugter

Katalog over udflugter Se alle 21 udflugter her

KL's Klima & Miljø Topmøde 2023 – Sammen om grøn omstilling

Årets Klima og miljø topmøde afholdes 13.-14. april 2023 i samarbejde med Sønderborg Kommune. Temaet er Sammen om grøn omstilling.

Klimaomstillingen kræver en gennemgribende ændring af vores samfund, og vi vil alle føle forandringerne, enten som en del af omstillingen eller som følge af klimaforandringerne. Vores klima påvirker udseendet af vores landskaber, byer og lokalsamfund samt vores livsstil, så derfor er klimavelfærd vigtig.

I den aktuelle tid har det været tydeligt, at klima også skal ses i et sikkerhedspolitisk perspektiv. Danmark har oplevet en kold vinter, ikke kun målt med udendørstermometeret, men også fordi vi har skruet ned for varmen og sparet på ressourcerne hjemme, på arbejdet og i skoler og fritidsaktiviteter. Dette har ført til en følelse af knaphed på ressourcerne, og det bliver også klart, at grøn omstilling vil bidrage til at sikre os en uafhængighed.

Når vi tager fat på de svære greb og beslutninger i klimaomstillingen, er det helt afgørende for kommunerne at få skabt et ”følgeskab” med en række relevante aktører – heriblandt borgerne. Kommunerne kan ikke komme i mål med deres klimamål alene, men er afhængig af samarbejde og fælles ambitioner med fx forsynings- og transportselskaber, private virksomheder, kultur- og fritidsinstitutioner, civilsamfundsaktører og borgergrupper. Men følgeskabet går ikke kun den ene vej – kommunerne skal også kunne tilslutte sig, understøtte og bidrage med ”følgeskab”, til de aktører, der har det stærkeste drive og hvor ideerne, energien og kompetencerne er størst.

Med andre ord skal klimaomstillingen drives af samarbejde med virksomheder, forsyninger, borgere i et gensidigt følgeskab. Derfor skal det svære også træffes i det nære.

Vi glæder os til to dage med et alsidigt program med Tine Gøtzsche som moderator på plenumdebat og -oplæg.

×

Log ind