30. juni 2021

Fællesoffentligt innovationsprojekt skal undersøge værdipotentialet i åbne mobilitetsdata

KL, Erhvervsstyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og Open Data DK går i 2021 sammen om at afdække det grønne værdipotentiale i at fritstille offentlige mobilitetsdata. Gennem en række innovationsforløb skal offentlige og private aktører sammen eksperimentere med offentlige mobilitetsdata og ny teknologi, der skal understøtte den grønne omstilling.

Flere virksomheder og brancheorganisationer, bl.a. Dansk Erhverv og IT Branchen, efterspørger adgang til flere offentlige data, for at kunne udvikle bæredygtige løsninger til nutidens udfordringer. For at kunne fokusere en fællesoffentlig indsats for flere åbne data, er der behov for mere viden om hvilke data, der har grønt værdipotentiale og dermed bør prioriteres til udstilling.

Når offentlige data er åbne, betyder det at eksisterende data kan genbruges til at skabe værdi flere steder og kan give private aktører mulighed for proaktivt at skabe grønne innovative løsninger. Det kan f.eks. være værktøjer til forudsigelse af oversvømmelser eller til at sænke omkostninger, når fjernvarmenet og elnet skal dimensioneres til en grønnere energiforsyning.

Der er derfor igangsat forprojektet Grøn Datadrevet Innovation som del af Økonomiaftalen 2021, som skal undersøge det grønne værdipotentiale i udstillingen af offentlige data. Med i projektet er KL, Erhvervsstyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og Open Data DK. I forprojektet skal offentlige og private aktører sammen eksperimentere med offentlige data og ny teknologi for at afdække hvilke data, der har grønt værdipotentiale for at blive udstillet som åbne data.

Forprojektet skal derudover skabe erfaringer med, hvordan man fremadrettet kan understøtte dialogen mellem det offentlige og private, og arbejde fællesoffentligt med at afdække værdipotentialet af datasæt indenfor et konkret dataområde.

Grønne offentlige mobilitetsdata

I Grøn Datadrevet Innovation tages udgangspunkt i data fra mobilitetsområdet, da det er er fællesoffentligt relevant, rummer store effektiviseringspotentialer i den grønne omstilling, og både nationalt og af EU-kommissionen er udpeget som ’high value data’.

Der er i øjeblikket ved at blive udvalgt tre områder under temaet mobilitet og transport, ét til hver af tre innovationsforløb. Områderne forventes at blive logistik, last-mile-delivery og offentlig transport. Disse områder har på nuværende tidspunkt vist potentiale for både at rumme problemstillinger relevante for den grønne dagsorden, og offentlige data med potentiale for at indgå i løsninger af disse.

De offentlige data, der inddrages inden for disse områder, kunne eksempelvis være statiske data om vejnettet, historiske data om trafikuheld eller data om offentlig transport.

Tværsektoriel innovation og nye teknologier

Gennem tre innovationsforløb samles datainteresserede virksomheder, dataejende myndigheder, problemejere og sektoreksperter for at udforske og afprøve potentialet i koblingen mellem offentlige data og teknologi. Forløbene skal gøre det synligt, hvilke ikke-tilgængelige offentlige data inden for mobilitetsområdet, der vil give størst værdi i den grønne omstilling, hvis de udstilles åbent.

De tre innovationsforløb planlægges rundt om hver sit tema, der forventes at blive logistik, last-mile-delivery og offentlig transport. Forløbende tilpasses de specifikke deltagerkredse, så der bliver mulighed for f.eks. at afprøve ny eller kendt teknologi i kombination med offentlige data og at afsøge markedsmuligheder og potentialet for grønne løsninger med de offentlige data.

Det brede samarbejde skal sikre, at der udvikles konkrete løsninger til konkrete udfordringer, så værdipotentialet i at udstille de udvalgte offentlige datasæt kan konkretiseres med så reelle løsninger på problemstillinger som muligt. Projektet er centreret rundt om aktuelle udfordringer på mobilitetsområdet, men er samtidig en afprøvning af en metode til afdækning af offentlige datas værdipotentiale. Metoden skal derfor kunne skaleres og fremadrettet benyttes på andre dataområder.

Virksomhederne Seismonaut og Dansk Design Center står for design og facilitering af innovationsforløbene.

 

De fire aktørtyper, der sammen skal udforske og afprøve potentialet i koblingen mellem offentlige data og teknologi. Foto: Kate Chenkova, Unsplash

De fire aktørtyper, der sammen skal udforske og afprøve potentialet i koblingen mellem offentlige data og teknologi. Foto: Kate Chenkova, Unsplash

 

Kontakt

For spørgsmål eller kommentarer, kontakt Open Data DK, som er projektleder på det fællesoffentlige projekt, på info@opendata.dk.