02. marts 2021

Tine Götzsche bliver moderator for KL’s Kultur- og Fritidskonference 2021

Det bliver en rutineret moderator, der skal binde trådene sammen på KL’s Kultur- og Fritidskonference, som foregår virtuelt den 4. maj.

Tine Götzsche er en rutineret journalist, vært, interviewer, moderator og foredragsholder. Hun var i en årrække vært på TV Avisen, og har derudover bestyret DR-programmer som DR2 Udland, Profilen, Temalørdag og P1Debat. Desuden har hun været vært på valgdebatter, statsministerdueller og store politiske og kongelige begivenheder i ind- og udland, ligesom hun løbende har lavet konferencer for virksomheder, organisationer og offentlige institutioner.

KL’s Kultur- og Fritidskonference samler hvert andet år politikere og embedsfolk fra kommunerne og kultur- og fritidslivets aktører til videndeling, debatter og samtaler om kultur- og fritidslivet. I 2021 har konferencen temaet ”Fællesskaber i forandring”.

Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.