20. august 2020

KL sætter fokus på kulturens værdi i ny podcast

I podcasten ”Det kommunale perspektiv: Kulturens værdi” stiller KL skarpt på, hvilken betydning kultur har for kommunerne, hvordan kulturen har klaret sig i en krisetid og debatterer kulturens værdi med bl.a. kulturminister Joy Mogensen. Podcastens tre episoder udgives den 20. august i forbindelse med Kulturmødet 2020.

I anledning af at Kulturmødet 2020 afvikles i et digitalt format, deltager KL med en podcast, hvor vi bl.a. via cases fra kommunerne undersøger, hvordan man kan beskrive den betydning og værdi, kulturen har for borgerne og samfundet som sådan. For selvom kulturen har en værdi i sig selv, og beriger det enkelte menneske, så styrker den også fællesskaber. Og i kommunal sammenhæng er kulturen med til at skabe øget velfærd, livskvalitet og trivsel gennem stimulering af andre kerneområder som børn og unge, sundhed og integration, ligesom den spiller en væsentlig rolle ift. erhverv, turisme og byudvikling.

Nedlukningen af kulturlivets institutioner og aktiviteter under coronakrisen har gjort det endnu mere tydeligt, at kulturlivet har en enorm betydning for os, og at vi har manglet de kulturelle fællesskaber og oplevelser, vi indtil da havde taget for givet. Kommunerne har taget forskellige skridt ift. at opretholde et kulturliv lokalt og sikre, at der også er et kulturliv i fremtiden. Den ekstraordinære situation har samtidig gjort det klart, at det har været vanskeligt at tale om kulturens værdi, bl.a. fordi der har manglet et samlet overblik og viden.

Vi afslutter derfor podcastrækken med en paneldebat om, hvordan vi kan italesætte og dokumentere kulturens værdi på en måde, der kan bidrage til at forbedre kulturens vilkår gennem inddragelse af data, viden og evidens på tværs af kommuner, stat, institutioner og organisationer.

Leon Sebbelin, formand for KL’s Kultur-, Erhverv- og Planudvalg, er vært for podcasten sammen med journalist Magnus Krabbe.

Derudover medvirker:

  • Mini Blume, billedskoleleder i Helsingør Kommune
  • John Bøgelund Frederiksen, kultur- og borgerservicechef i Silkeborg Kommune
  • Jan Milling, ejer af Milling Hotels
  • Eva Ormstrup, kultur- og borgerchef i Odsherred Kommune
  • Jørn Pedersen, borgmester i Kolding Kommune
  • Rabih Azad-Ahmad, kulturrådmand i Aarhus Kommune
  • Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand for Købmand Herman Sallings Fond
  • Joy Mogensen, kulturminister
  • Esben Danielsen, direktør for Lokale- og Anlægsfonden

 

Podcasten er produceret af podcastbureauet Kontekst og Lyd.

Du kan finde podcasten på Kulturmødets hjemmeside, på www.kl.dk/kulturpodcast - og hvor du normalt finder dine podcasts.