12. januar 2021

KL sætter fokus på samskabelse og FN’s Verdensmål på webinar

Fredag den 29. januar inviterer KL til webinar om kommunernes arbejde med FN’s Verdensmål i tidsrummet 10 - 13. På webinaret fokuserer vi på, hvordan kommunerne konkret arbejder med verdensmålene, og hvilke metoder, der kan anvendes til at opgøre den lokale indsats.

Kommunerne er frontløbere i arbejdet med Verdensmålene og for mange kommuner fylder verdensmålsindsatsen i det daglige arbejde. På webinaret drøfter vi, hvordan kommunerne kan styrke verdensmålsindsatsen i projekter, politikker, strategier og den daglige styring. Vi fokuserer desuden på hvilke metoder, der kan anvendes til at måle på den lokale verdensmålsindsats.

Samskabelse og rådgivning for åben skærm

Webinaret indledes af KL’s direktør, Laila Kildesgaard, der løfter sløret for resultaterne af KL’s nye undersøgelse om kommunernes arbejde med Verdensmålene.

Webinaret får desuden besøg af professor Jacob Torfing og ph.d.-studerende Jannik Egelund, der begge forsker i kommunernes arbejde med Verdensmålene. De har konkrete bud på, hvordan man med fokus på samskabelse kan bruge Verdensmålene som lokal forandringsdagsorden.

Jannik Egelund skriver ph.d. på baggrund af et samarbejde mellem KL, RUC og Vejle-, Guldborgssund-, og Gladsaxe Kommune og fokuserer på, hvordan kommunerne oversætter Verdensmålene i deres lokale kontekster, og hvordan samskabelse benyttes til at udvikle nye løsninger.

Den sidste time af webinaret har KL inviteret rådgiver María Ana Petrera fra Deloitte til at rådgive for åben skærm. María Petrera arbejder primært med Verdensmålene, innovation, partnerskaber og CSR. Workshoppen fokuserer på, hvordan man kan operationalisere lokale indikatorer på specifikke verdensmål. Der er mulighed for at få råd til, hvordan man metodisk kan opgøre den kommunale verdensmålsindsats.

Webinaret er henvendt til kommunale medarbejdere og ledere med interesse for, hvordan kommunerne løfter de globale mål på lokalt niveau, men alle med interesse for Verdensmålene kan deltage.

Du kan tilmelde dig webinaret her.

Du kan læse mere om KL’s arbejde med FN’s Verdensmål og få inspiration til den kommunale verdensmålsindsats på vores nye temaside om FN’s Verdensmål.

Ved spørgsmål til arrangementet kontakt Jeppe Würtz Petersen på jewp@kl.dk