03. juli 2020

Sommerferieaktiviteter for børn og unge

Efter et forår hvor børn og unge har været hjemsendt fra skole og fritidsaktiviteter på grund af Covid19, er der nu rig mulighed for sommeraktiviteter i kommunerne.

Regeringen har fordelt 200 mio. kr. til kommunerne til sommeraktiviteter, og det kan man nu se på kommunernes hjemmesider, som præsenterer en mangfoldighed af tilbud til børn og unge.    

I Faaborg-Midtfyn Kommune lyder programmet bl.a. på ridelejr med socialt samvær, drop-in tennis i Ringe, aquacamp, cirkus, fodboldskole, hjul under fødderne, Hyg og Byg - skateramper i Gislev, Kajak Camp, Parkour og Sommerdans.

I Frederikssund Kommune er der også mange forskellige aktiviteter for børn og unge bl.a. på Willumsens Sommercamp, Musikskolen, Gymnastikskolen, Vikingebopladsen, Skaterskolen og Skipperskolen.

Og Albertslund Kommune byder bl.a på selvforsvar, bolsjekursus, iskursus, og ”Gå Camønoen”.