01. oktober 2020

KL’s fritidstræf 2020 zoomer ind på ungdomsskolernes betydning for unges fællesskaber

På KL’s virtuelle fritidstræf den 8. oktober skal vi bl.a. blive klogere på tendenser i ungdomslivet og ungdomsskolernes rolle for unges fællesskaber.

Hvordan når vi de unge, der har det bedst med at sidde hjemme og dyrke online fællesskaber? Hvordan får vi unge til at mødes på tværs af skole- og klubdistrikter og andre opdelinger i deres daglige hverdag?

Ungdomsskolerne byder unge ind i andre typer fællesskaber

Det vil Hanne Tjessem, som er viceleder i Høje-Taastrup Ungdomsskole og bestyrelsesmedlem i Ungdomsskoleforeningen dykke ned i, når hun på træffet fortæller om de behov, hun møder hos unge i dag.

Ungdomsskolerne har stor erfaring med at udvikle og facilitere fællesskaber, der samler unge på tværs af kommunen – typisk også unge, der ikke opsøger det almene fællesskab i den lokale klub eller idrætsforening. Ungdomsskolerne kan hurtigt oprette tilbud til unge med ”smalle” interesser og skabe rammer for nichefællesskaber, der har stor værdi for de unges sociale liv og selvværd.

På træffet vil du bl.a. også kunne opleve Maria Bruselius-Jensen, som er lektor ved Center for Ungdomsforskning. Hun giver et indblik i, hvordan det står til med unges fællesskaber, og hvad der har betydning for, hvilke fællesskaber unge orienterer sig imod.

Stadig muligt at tilmelde sig KL’s virtuelle fritidstræf

På KL’s virtuelle fritidstræf den 8. oktober 2020 bliver der rig mulighed for at få inspiration til, hvordan vi skaber gode rammer for kvalitet i fritids- og klubtilbud. Der vil være oplæg fra forskere, kommuner og fritids- og klubledere, og der vil være rig mulighed for at dele viden og erfaringer på tværs af kommuner i virtuelle møderum.

Se program for fritidstræffet og tilmeld dig her