23. januar 2020
KL afholder Børn & Unge Topmøde i næste uge
Et samlingspunkt på børne- og ungeområdet
KL’s Børn & Unge Topmøde er samlingspunkt for mere end 1500 kommunalpolitikere, forvaltningschefer og andre interessenter på børne- og ungeområdet. De to dage i Aalborg byder blandt andet på politiske debatter, faglige oplæg og kommunale eksempler under temaet ”Stærkere fællesskaber – bedre trivsel.” Foruden oplæg i plenum er der mulighed for at deltage i en række temamøder og besøge mere end 50 stande. Standene giver inspiration og mulighed for drøftelser, input og vidensdeling inden for hele børne- og ungeområdet.
Fokus på trivsel i den tidlige barndom og i de unge år
Et stigende antal unge kæmper med udfordringer, der skaber bekymring. Noemi Katznelson, som er professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, fortæller på topmødet om, hvordan den stigende mistrivsel blandt unge kan forstås og gribes an.
Topmødet dykker også ned i emnet psykiske vanskeligheder i 0-6-årsalderen. Her vil Mette Væver, lektor i klinisk børnepsykologi og leder af Center for Tidlig Indsats og Familieforskning ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, bidrage med indblilk i psykisk sundhed i småbørnsalderen. Hun præsenterer blandt andet viden om, hvad psykisk trivsel betyder for barnets udvikling og læring på længere sigt.
Topmødet sætter samtidig fokus på den politiske ledelsesrolle, økonomistyring af området og sammenhængen mellem almen- og specialområdet.
Du kan stadig nå at komme med til KL's Børn & Unge Topmøde 2020. Læs mere om topmødet, se hele programmet og tilmeld dig her.