10. marts 2020

Hør Gladsaxe Kommune fortælle, hvordan relationsarbejdet kan understøttes af et digitalt værktøj med udgangspunkt i den kommunale virkelighed

På KL’s årlige dagtilbudskonference kan du høre Betina Larsen fra Gladsaxe Kommune fortælle, hvordan medarbejdere med udgangspunkt i et digitalt værktøj kan kvalificere det pædagogiske arbejde med børns relationer samt kvalificere deres evne til at reflektere over egen refleksionskompetence i praksis.

Relationsanalysen støtter børn i legen og det sociale fællesskab

Gladsaxe Kommune har i samarbejde med virksomheden INFOBA udviklet et digitalt værktøj til relationsanalyse, som kortlægger børns mange relationer i daginstitutionerne.

Læreplanen pointerer vigtigheden af, at børn har gode relationer til sig selv og hinanden. Det er netop det som værktøjet adresserer ved at kvalificere pædagogers kompetence til at støtte børn i legen og det sociale fællesskab.

Pædagogisk konsulent Betina Larsen fortæller:

”Alle ved, at relationsarbejdet er afgørende for børns chance for at udvikle sig bedst muligt, og indsatsen starter hos os i dagtilbud, så børnene udvikler deres sociale kompetencer inden de skal i skole.”

Fra gamle hæfter til digitalt bibliotek

Ved siden af værktøjet til relationsanalyse har Gladsaxe Kommune i samarbejde med INFOBA udviklet et digitalt bibliotek, hvor alle daginstitutioner i kommunen kan lade sig inspirere af Gladsaxes metoder og fælles redskaber, som anvendes i det daglige pædagogiske arbejde.

Om overgangen til det digitale bibliotek fortæller Betina:

”De seneste tretten år har vi haft et hæfte med den faglige ramme, metoder og læringssyn, og det trængte til et nyt sprog. Det har vi så arbejdet på et par år, og resultatet er et helt nyt digitalt bibliotek med 900 siders læring, som vi kan redigere løbende og putte nye billeder og ideer ind i. Og pædagogerne jubler.”

At de forskellige institutioners arbejdsmetoder fremgår digitalt, gør det samtidig lettere for alle parter at forberede sig, når der eksempelvis er tilsyn i børnehusene. Om det siger Betina:

”Jeg skal ikke ind i en skuffe eller en mappe. Jeg har et godt overblik over det hele, både statistikker og udviklingspunkter. Det gør livet lettere.”

Der vil være mulighed for at besøge INFOBA’s stand under konferencen, hvor I kan se og høre mere om de digitale værktøjer.

Se hele programmet og tilmeld dig her.