25. november 2019

KL’s Børn & Unge Topmøde stiller skarpt på styring og ledelse af hele børne- og ungeområdet

Hvordan skaber kommunerne de bedst mulige ledelsesmæssige rammer for, at børn og unge trives? Det ser KL’s Børn & Unge Topmøde 2020 nærmere på.

Det kræver et tæt kommunalt samarbejde at sikre fællesskaber og trivsel for alle børn og unge – fra institutions- til politikerniveau. Derfor sætter årets topmøde blandt andet fokus på de ledelsesmæssige rammer, som landets dygtige pædagogiske personale og ledere arbejder indenfor hver dag.

Politisk ledelse af børne- og ungeområdet er ofte komplekst med flere mulige udfordringer. VIVE’s forsknings- og analysechef, Mads Leth Jakobsen, vil på topmødet sætte fokus på de styringsmæssige udfordringer og dilemmaer, der findes på området, og på hvilke muligheder, det indeholder.

Børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, kommer også og deltager i en samtale om politisk ledelse af børne- og ungeområdet.

Økonomien skal i balance på almen- og specialområdet

Kom også og hør KL-direktør, Morten Mandøe, fortælle om de økonomiske og styringsmæssige udfordringer på almen- og specialområdet, som kommunerne står overfor. Kendskab til udfordringerne er nemlig en forudsætning for at vende den økonomiske udvikling på området.

Klik her for at læse mere om topmødet, se programmet og tilmelde dig.