12. november 2019

Her er de 3 nominerede til Årets Dagtilbud 2019

Hver dag gør pædagogisk personale over hele landet en kæmpe indsats for at skabe gode rammer for børns trivsel, udvikling og dannelse. Prisen Årets Dagtilbud ønsker at fejre og skabe opmærksomhed på det vigtige pædagogiske arbejde i de danske dagtilbud.

En fejring af den pædagogiske indsats

Årets Dagtilbud sætter fokus på arbejdet med at udvikle kvaliteten på dagtilbudsområdet. Prisen uddeles af Børne- og Undervisningsministeriet med KL, FOA og BUPL som medstiftere. Den tildeles en daginstitution eller dagpleje i Danmark, der udfører et pædagogisk arbejde af høj kvalitet, og hvor den pædagogiske intention træder tydeligt frem i dagligdagens praksis. Ud af 124 indstillinger er der nu blevet nomineret 3 dagtilbud.

På besøg hos de 3 nominerede dagtilbud

De 3 nominerede til Årets Dagtilbud 2019 er:

  • Asebo – integreret daginstitution i Vejle
  • Børnehuset Toften – integreret institution i Sønderborg
  • Gladsaxe Skovbørnehave – børnehave i Gladsaxe

KL har i oktober besøgt de tre nominerede dagtilbud sammen med resten af fagudvalget, som bl.a. består af folk fra dagtilbudsområdets praksisfelt.

På besøgene fik både børn, forældre og pædagoger mulighed for at fortælle fagudvalget om deres begejstring for det pædagogiske arbejde i de nominerede dagtilbud. Besøgene førte til mange gode diskussioner, og det var meget givende for fagudvalget at se, hvordan den pædagogiske indsats gør en stor forskel for både børn og forældre i dagligdagen.

Prisoverrækkelse den 16. december 2019

Fagudvalget skal nu beslutte, hvem der skal løbe med titlen som Årets Dagtilbud 2019 og de 20.000 kroner, som følger med. Prisen overrækkes af børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil ved en festligholdelse med underholdning i dagtilbuddet den 16. december 2019. Her vil KL også være til stede sammen med de øvrige medstiftere.

Læs mere om Årets Dagtilbud 2019 på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside ved at klikke her.