13. september 2021

Integrationstræf 21 – sessionerne er klar

SIRI og KL holder Integrationstræf den 8. november i Kolding. Programmet er opdateret og du kan læse mere om de 4 sessioner

På Integrationstræf kan du vælge mellem fire sessioner, som alle indeholder gode cases, metoder og erfaringer med integration.

De fire sessioner er:

1. Betydningen af forældres beskæftigelsesindsats – set i familieperspektiv.
Københavns Kommune har opnået gode erfaringer med at styrke forældrenes beskæftigelsesindsats som led i en målrettet familieindsats på tværs af forvaltningerne i projektet ”Sammen om familien”.

2. Bliv klogere på ikke-vestlige minoritetsetniske kvinders beskæftigelsesbarrierer og –potentialer.
SIRI har udarbejdet en kortlægning, der udfolder aktuel bedste viden om ikke-vestlige kvinders arbejdsmarkedstilknytning. Pointerne fra kortlægningen præsenteres og Helsingør Kommune vil dele deres erfaringer med at arbejde beskæftigelsesrettet med kvinderne.

3. Unge i bæredygtig beskæftigelse
DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom har udviklet virksomme metoder til at få unge med flugterfaringer mellem 18 og 30 år i job og uddannelse. Indsatserne drejer sig om en stærkt funderet ung-til-ung tilgang, mødet om et fælles tredje og et fokus på de unges potentialer

4. Virksomhedssamarbejde i den beskæftigelsesrettede integrationsindsats
Sessionen har fokus på, hvordan det virksomhedsrettede samarbejde understøttes og udvikles med henblik på at skabe gode match og et varigt samarbejde. Metoder og viden fra projekt Integrations- og beskæftigelsesambassadører præsenteres.

Du kan tilmelde dig her og se det fulde program nedenunder.