21. februar 2019

Skærmbesøg kan give kommunerne økonomisk råderum

Halvdelen af kommunerne er i gang med at implementere skærmbesøg i den kommunale praksis. En ny rapport fra PA Consulting tyder på, at yderligere implementering af skærmbesøg kan frigive knap 300 millioner kroner over fem år.

Tekst af Morten Møller Hørlyck, Konsulent, Center for Velfærdsteknologi, KL 

PA Consulting har i 2018 udarbejdet en rapport om skærmbesøg med det formål at tjene som beslutningsgrundlag for en øget udbredelse. Kommunerne er allerede godt i gang. Halvdelen af kommunerne har skærmbesøg på mindst et af områderne hjemmepleje, socialpsykiatri, handicap eller sygepleje, jf. en ny undersøgelse fra KL’s Center for Velfærdsteknologi. Der er dog fortsat et stort potentiale forbundet med skærmbesøg. På hjemmepleje og -sygepleje er der henholdsvis 51 og 47 kommuner, som endnu ikke har planlagt at arbejde med skærmbesøg. I socialpsykiatrien og på handicapområdet er der henholdsvis 30 og 48 kommuner, som ikke anvender skærmbesøg i indsatserne.

Hvad er et skærmbesøg?

Skærmbesøg er de situationer, hvor kommunen omlægger et fysisk besøg hos borgeren til en videosamtale over skærm enten via smartphone, tablet eller webcam. De hidtidige kommunale erfaringer viser, at anvendelsen af skærmbesøg med fordel kan erstatte et fysisk fremmøde i tilfælde, hvor en borger får flere besøg om dagen, eller hvor længere besøg kan brydes op i kortere, hyppigere kontakter. Et skærmbesøg skal ses som et supplement til de fysiske besøg og kan ikke stå alene.

Økonomiske gevinster 

Helt overordnet vurderer PA Consulting, at der på områderne bostøtte, hjemmepleje og -sygepleje samlet ligger et økonomisk nettopotentiale på knap 300 millioner kroner over fem år. Potentialet er primært båret frem af lavere transportomkostninger og ved den tid, som spares ved selve kerneydelsen. Omkostningerne er i høj grad drevet af løn til medarbejdere, projektledelse, tekniske løsninger og uddannelsesmidler. Det fremhæves endvidere, at der er store prisforskelle på de tekniske løsninger, hvilket har en væsentlig betydning for regnestykket.

Bostøtte via skærm

PA Consulting har undersøgt den gruppe af borgere, der får §85 støtte; et kommunalt tilbud i eget hjem, målrettet borgere med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer.

PA Consulting vurderer, at en national udbredelse af bostøtte via skærm har et positivt nettopotentiale på knap 70 millioner kroner over fem år, hvor investeringerne i de første par år kommer hjem i år tre til fem. I det beregnede nettopotentiale er der korrigeret for, at 13 kommuner allerede har denne arbejdsform i drift. Estimatet bygger på en præmis om, at 10 procent af målgruppen kan få nytte af skærmbesøg, og 25 procent af besøgene foregå via skærm.

Ydelser hvor skærmbesøg kan tænkes ind

(udsnit fra ”Skærmopkald i hjemme- og sygepleje”, VIVE, 2018)

  • Medicinindtag
  • Blodsukker måling
  • Guidning og vejledning til hverdagsopgaver som for eksempel påtagning af støttestrømper, ernæring og bad
  • Psykisk hjælp og støtte
  • Borgere hvor der ofte bliver kørt forgæves

Beregningerne er mest følsomme på tre parametre: det gennemsnitlige antal bostøttebesøg, som borgerne visiteres til, andelen af fysiske møder, som vil blive erstattet med skærmbesøg samt varigheden af skærmbesøgene. Gevinsterne er primært drevet af lavere transportomkostninger og varigheden af besøgene. De hidtidige kommunale erfaringer viser, at et skærmbesøg ofte bliver mere fokuseret og dermed i mange tilfælde af kortere varighed. Dette potentiale er dog ikke regnet med i PA Consultings beregninger.

En vigtig forudsætning for at lykkes med at omlægge nogle af de fysiske besøg i bostøtten til skærmbesøg er, at medarbejderne kan se nytten af forandringen og derfor går i dialog med borgerne om mulighederne i denne støtteform. Det er allerede veldokumenteret, at borgere med angstproblematikker er glade for bostøtte via skærm, idet det giver mulighed for kortere og hyppigere kontakter, så mulige bekymringer ikke når at bygge sig op. Andre borgere kan have en tendens til at aflyse aftalte hjemmebesøg, hvilket i mange tilfælde kan løses ved besøg via en skærm.

Hjemmepleje og -sygepleje via skærm

En række af de besøg, der foretages i hjemmeplejen og i hjemmesygeplejen, kan med fordel gennemføres som et skærmbesøg. PA Consulting vurderer, at en udbredelse af skærmbesøg i den kommunale hjemme- og sygepleje kan give et positivt nettopotentiale på omkring 230 millioner kroner over fem år. I denne beregning er der korrigeret for, at 10 kommuner har løsningen i drift.

Også her er det en præmis, at 10 procent af målgruppen kan få nytte af skærmbesøg, og at 25 procent af besøgene foregår via skærm. Herudover vurderes det, på baggrund af tidligere evalueringer og samtaler med kommunale projektledere, at skærmbesøg kan nedsætte varigheden af de enkelte besøg. Et fysisk besøg tager i gennemsnit 10 minutter mens et skærmbesøg tager fem minutter.

Beregningerne er mest følsomme på tre parametre: antallet af besøg pr. borger pr. år, andelen af fysiske møder, som vil blive erstattet med skærmbesøg, og varigheden af de enkelte besøg. Det vurderes, at borgere, der modtager hjemmepleje- og sygepleje, i gennemsnit har 780 besøg pr. år, baseret på beregninger fra to større danske kommuner, hvilket svarer til cirka 2,1 besøg pr. borger pr. dag.

LÆS OGSÅ: Fokus på økonomistyring af tværgående løsninger

Gevinsterne ligger primært i sparede transportomkostninger samt den sparede tid ved at bruge skærmbesøg. Det er dog vigtigt at have for øje, at når tidsbesparelsen er så lille pr. borger pr. besøg, vil de fleste kommuner have brug for at planlægge besøg og kørelister anderledes, hvis gevinsten skal realiseres.

Som i arbejdet med omlægning af bostøtten er der nogle vigtige forudsætninger, som skal være på plads, for at lykkes med at omlægge dele af hjemmeplejen og -sygeplejen til skærmbesøg. Medarbejderne skal kunne se nytten af denne forandring, hvilket blandt andet handler om at erfare, at det godt kan lade sig gøre at skabe god kontakt mellem borger og medarbejder via en skærm. En bekymring mange medarbejdere, borgere og pårørende har. Hertil hører anerkendelsen af, at den gode kontakt ofte forudsætter, at medarbejder og borger kender hinanden, inden plejen omlægges til at foregå via skærm. De borgere, som særligt finder mening i pleje via skærm, er blandt andet borgere, som dagligt får mange besøg, borgere med et aktivt hverdagsliv og borgere, som oplever det utrygt at have fremmede i hjemmet.

Et stort potentiale

Kun 22 procent af kommunerne har på tværs af de fire områder (hjemmepleje, hjemmesygepleje, socialpsykiatrien og handicapområdet) ikke planlagt at arbejde med skærmbesøg. Ser man derimod på de enkelte tilbud, er der et stort potentiale for videre udbredelse. For eksempel har 52 procent af kommunerne ikke planlagt at benytte skærmbesøg i hjemmeplejen. Så på trods af, at kommunerne er godt i gang, ligger der fortsat et stort økonomisk potentiale samt en række gevinster for både borgere og medarbejdere ved at implementere skærmbesøg i den kommunale drift.

/ScaledImages/_Global_Artikelbilleder_2019_DK-4___Side-40-Bunden_645.jpg