20. december 2018

Store forskelle på kommunernes udgifter til specialtilbud og -skoler

Flere kommuner oplever stigende udgifter til specialtilbud- og skoler. Sammen med syv kommuner har KL’s Konsulentvirksomhed undersøgt takstforskelle kommunerne imellem på sammenlignelige specialtilbud og -skoler. Selv om der er tale om den samme type af tilbud, er der ofte store forskelle i kommunernes udgifter

Det kan være svært at gennemskue taksterne på specialtilbud og -skoler. For hvis et tilbud er dyrere end et sammenligneligt tilbud, er kvaliteten så nødvendigvis tilsvarende højere? 

Der er imidlertid ikke tradition for at sammenligne økonomi på tværs af kommuner indenfor specialtilbudsområdet. Og det er vanskeligt at finde data på tværs af kommunegrænser i forhold til, hvad et tilbud til børn med samme type af behov egentligt koster. 

Derfor har vi i KL’s Konsulentvirksomhed sammen med syv kommuner undersøgt taksterne til deres specialtilbud og -skoler. Vi har udviklet en metode, der sikrer, at sammenligningsgrundlaget er ens på trods af forskellige forudsætninger i de enkelte kommuner. 

Smal eller bred sammenligning?

Reelt er der to tilgange til at foretage sammenligninger mellem kommuner – en smal og en bred sammenligning. Den brede sammenligning dækker alle udgifter til specialtilbud og -skoler som for eksempel kørsel, bygninger med mere. Det gør det nærmest umuligt at lave en valid sammenligning, fordi rammefaktorerne i kommunerne er meget forskellige.

Den smalle sammenligning er derfor mere reel. Den medtager ikke faktorer, som eksempelvis er afhængige af geografi. Det betyder, at vi ser bort fra, at der kan være meget transport forbundet med specialtilbuddenes placering, eller at bygningerne deles med en almindelig folkeskole. 

Derfor bruger vi den smalle definition. Vores data er nedslagspunkter fra september 2018 og tager udgangspunkt i de faktiske elevtal og ikke eksempelvis normeringen. 

Er der penge i takst-forskellene?

Det kan have store økonomiske konsekvenser, hvis kommunerne har forskellige takster for et tilbud til børn med tilsvarende behov. 

Lad os illustrere med et eksempel fra vores undersøgelse: To kommuner med samme type af tilbud har 20 børn visiteret. De løser begge den pædagogiske opgave – at arbejde med børn med et behov for ADHD-pædagogik i undervisningen. 

I den ene kommune er udgiftsniveauet for et barn til ADHD imidlertid 152.000 kroner pr. år, mens det i den anden kommune er 321.000 kroner pr. år. pr. barn. Udgiftsniveauet spænder altså mellem 3,04 millioner kroner og 6,42 millioner kroner årligt de to kommunerne imellem. Sagt med andre ord bruger den ene kommune 3,38 millioner kroner mere for den samme type af tilbud.

Anbefalinger til arbejdet med takster og kvalitet

  • Afdæk, hvorfor I har det takstniveau, som I har
  • Er et højere takstniveau udtryk for højere kvalitetsniveau?
  • Hvad indeholder taksten af personaleressourcer?
  • Hvordan er jeres visitationspraksis?
  • Hvilke incitamenter til segregering giver jeres tildelingsmodeller?
  • Hvor høj er jeres segregeringsgrad? 
  • Hvilke tilbud segregerer I til? 

Er taksten fastsat som et “bevidst valg?

I flere kommuner lader det ikke til, at taksterne er fastsat som følge af et bevidst valg i forhold til kvalitet. De beror i stedet på historik og en kultur, som kan være svær at forklare. Det betyder, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem omkostningstyngde og højere kvalitet. 

LÆS OGSÅ: Mere viden skal give klogere styring af socialområdet

Selv om økonomi og kvalitet bør gå hånd i hånd, er det tydeligt, at der er et udviklingspotentiale i visitationerne. Visiteres det enkelte barn på baggrund af en problem-beskrivende tilgang (hvad ”fejler barnet”) eller ved en målbeskrivende tilgang (hvad og hvordan skal der arbejdes med at understøtte barnets behov)? 

Valget af faglig praksis er udslagsgivende for, hvorledes specialtilbud og -skoler kan arbejde med konkrete handlinger for det enkelte barn. 

Specialtilbuddene og -skolerne skal derfor være mere tydelige i forhold til, hvad de leverer af kvalitet, og hvilke faglige og sociale handlinger der ligger bag de enkelte børns udvikling. Det vil nemlig give mulighed for at vurdere, om der er progression hos det enkelte barn. 

Samtidig skal almenskolerne være mere nysgerrige på, hvilken kvalitet specialskoler og -tilbud leverer. 

Hvilken kvalitet er der indeholdt i taksterne?

Vi har set en del eksempler på mangelfulde visitationer. Der var for eksempel en, der blot beskrev barnets fokusområder for et skoleår med: 

  • Passende arbejdstempo, så tingene laves grundigere.
  • Understøtte den faglige udvikling.

Denne beskrivelse af, hvad der skal arbejdes med for et konkret barn, udløser en visitation til en takst på 192.000 kroner. 

Det er nok de færreste af os, der privat vil betale så mange penge for en ydelse med så kort en beskrivelse. For hvad får man egentlig for pengene her? Og hvordan skal vi måle, om der er fremgang? 

Med andre ord er det en god ide at få skabt en større tydelighed om, hvad et tilbud til en given takst indeholder af faglighed. 

Benchmarkingen, hvor vi sammenligner kommuner og takster, kan imidlertid ikke stå alene. Vi skal bruge tallene til at fokusere på kvalitet og udvikling for den enkelte kommune – altså benchlearning. 

Det er ikke nok med en analyse af taksterne. Vi skal også interessere os for, hvilket indhold der er i de enkelte tilbud, og hvilken positiv effekt for barnet det har at blive segregeret til specialskoler og -tilbud. Visitationerne bør derfor tage udgangspunkt i MHO (Målsætning, Handleplan og Opfølgning) for det enkelte barn. 

LÆS OGSÅ: Store udfordringer – lokale løsninger

At udgiften til samme type af specialtilbud og specialskoler varierer, uden at kunne ses af målbeskrivelsen, kan der være mange grunde til. Vi interesserer os i KLK for, om det for den enkelte kommune er et bevidst valg om kvalitet og indhold, eller om det skyldes grunde, som fortaber sig i historik og kultur.

/ScaledImages/_Global_Artikelbilleder_2018_DK-22___Side-40-1-bunden_645.jpg