11. september 2018

Effektmåling handler om at finde sit forbedringspotentiale

På årets Kommunikationsdøgn kan du blive klogere på, hvordan effektmåling kan give en strategisk vigtig indsigt i, hvad der virker, og hvad der ikke virker, så du fremover kan skabe bedre resultater med din kommunikation.

Masser af presseomtale og likes på Facebook. Det må da betyde, at kommunikationsindsatsen har været en succes. Eller hvad? Ifølge Jesper Andersen, der er strategisk rådgiver med speciale i effektmåling og manden bag konferencen Messurement Days, bør kommunikationsmåling altid fokusere på, om indsatsen rent faktisk har flyttet noget i forhold til målgruppens holdninger og handlinger.

Kommunikationsdøgn 2018 giver han et indblik i, hvordan man helt konkret griber en effektmåling an, og hvordan man kan bruge resultatet til at forbedre sin kommunikationsindsats. Indtil da kan du få et par af Jespers tips her:

Hvorfor er det relevant for kommunale kommunikatører at måle effekten af deres kommunikationsarbejde?

Måling tjener to formål: Det hjælper dig til at dokumentere resultater (bagudrettet), og det giver dig indsigt i dit forbedringspotentiale (fremadrettet). Mange steder handler det om rygdækning, og man lægger derfor vægt på at dokumentere næsten alt, men jeg synes faktisk, at det er forbedringspotentialet, som er det virkelig spændende perspektiv for os som kommunikatører.

Det er derfor, man på engelsk taler om ’measurement & evaluation’ for at understrege, at det reflekterende element er mindst lige så vigtigt som selve målingen.

Hvad er det helt konkret man bør måle på?

Det vil altid afhænge af den enkelte kommunikationsindsats, hvad man vælger af konkrete indikatorer og målepunkter. Men overordnet set falder processen i fire måle-trin, som vi også kommer til at arbejde med på Kommunikationsdøgnet:

1)      Resultater - hvor vi måler, hvor langt vores budskab nåede ud, og hvilke målgrupper vi ramte.

2)      Reaktioner - hvor vi måler målgruppens umiddelbare reaktion på budskabet. Tog de positivt imod det, og kunne de forstå det? Involverer de sig?

3)      Effekt - er der, hvor ”guldet” ligger. Det er den blivende effekt i målgruppen, hvor vi måler, om vi ændrer deres holdninger og handlinger.

4)      Indflydelse - er afslutningsvis målingen af, hvordan målgruppens nye holdninger og handlinger så gavner vores organisations sag. Det er dér, hvor vi kan påvise en sammenhæng med de mere strategiske mål, vi har. 

Hvilke konkrete måleredskaber kan du anbefale, hvis tiden og ressourcerne er knappe?

God måling behøver ikke at være raketvidenskab, men det kræver en god plan. Det er bedre at udvælge 3-5 relevante målepunkter og så følge dem, end at tro, at man behøver at måle på ALT, hvad der kan tælles eller spørges ind til. Husk at formålet er at identificere, hvad man kan gøre bedre næste gang, så man får endnu mere effekt.

Der er ikke ét bestemt redskab, som passer til alle situationer. Nogen gange vil du skulle bruge en mediemåling, andre gange en spørgeundersøgelse eller måske en semantisk analyse af, hvad folk siger om jer på sociale medier for at lodde folkestemningen.

 På den måde er kommunikationsmåling altid situationsbestemt, og de relevante målepunkter afhænger af, hvad dit overordnede mål er.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Læs mere og tilmeld dig Kommunikationsdøgnet her