09. oktober 2018

Mange spændende tiltag i regeringens klimaudspil

KL tager godt imod regeringens klimaudspil, og ser frem til yderligere drøftelser om indholdet.

"Det er et spændende udspil med en række gode initiativer, som på mange måder også kommer til at påvirke den måde, vi i kommunerne indretter os på. Klima og ren luft er en fælles dagsorden, så vi er klar til at smøge ærmerne op."

Sådan siger formand for KL's Miljø- og Forsyningsudvalg Jacob Bjerregaard om regeringens klimaudspil, "Sammen om en grønnere fremtid," som blev præsenteret onsdag.

Klimaudspillet skal sikre, at Danmark kan opfylde sit klimamål i EU i 2030 og samtidig bidrage til ambitionen om, at Danmark i 2050 er klimaneutral. 

Grundlæggende ændringer

Planen indeholder 38 tiltag, som spænder fra kampagner for adfærdsændring blandt borgerne til krav om miljøzoner i byerne og krav om, at nye busser fra 2020 skal være CO2-neutrale. Ifølge Jacob Bjerregaard vil de mange nye krav i planen få direkte betydning for kommunernes daglige arbejde på en lang række punkter. Både direkte og indirekte.

"Hvis vi skal nå de klimamål, vi har sat os for i Danmark, så skal der helt grundlæggende ændringer til i hele samfundet. Det er vi også indstillet på i kommunerne, hvor vi er aktive medspillere i klimadagsordenen. Regeringens klimaudspil indeholder mange interessante tiltag, som dog stadig bare er punkter i overskriftsform. Jeg glæder mig til at blive klogere på de enkelte elementer og især, hvordan man vil realisere dem," siger Jacob Bjerregaard.

Ser frem til nærmere drøftelser

Enkelte af punkterne er direkte rettet mod kommunerne. Det gælder for eksempel elementerne om CO2-neutrale busser og rutebiler, men også punkterne omkring parkeringsmuligheder for elbiler i byerne. Her vil regeringen give kommunerne friere rammer til at give rabat til nul- og lavemissionsbiler, ligesom der skal sikres tilstrækkeligt med parkeringspladser, hvor man kan få ladet sin elbil op.

Jacob Bjerregaard ser frem til at høre, hvordan man mere præcist ønsker at gribe den del an.

"En stor del af de penge, kommunerne har investeret i parkeringspladser- og huse, kommer fra de indtægter, man har fået gennem parkeringsafgifter. Men fra næste år har regeringen besluttet, at 70 procent af de indtægter tages fra kommunerne. Det har jeg svært ved at få til at hænge sammen med, at der så skal investeres i nye pladser. Jeg ser frem til at drøfte også den del nærmere med regeringen," siger Jacob Bjerregaard.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Læs klimaudspillet; "Sammen om en grønnere fremtid."