09. oktober 2018

Horsens Kommune har succes med bedre arbejdstilrettelæggelse på dagtilbudsområdet

Brugen af et digitalt værktøj til tidsregistrering har styrket arbejdstilrettelæggelsen på daginstitutionsområdet til gavn for både børnenes trivsel og udvikling samt kommunens økonomi.

Horsens Kommune arbejder på dagtilbudsområdet for effektivisering med den ene hånd og øget kvalitet med den anden. Dagsordenen er at få mest mulig kvalitet for pengene og at anvende ressourcerne klogest muligt.

Sagt på en anden måde handler det om at opnå mest muligt af det, som Horsens Kommune kalder ”den fede børnetid”, samtidig med at arbejdet planlægges så optimalt og effektivt som muligt.

I 2015 lavede Horsens Kommune en aftale med de faglige organisationer om en ny arbejdstidsaftale på dagtilbudsområdet. Lederne satte skub i processen med det formål at få mere fleksibilitet i arbejdsplanlægningen.

Ifølge dagtilbudschef Anne Bust gav arbejdstidsaftalen mulighed for at ændre månedsnormen til en årsnorm, hvor medarbejdernes arbejdstid kan fordeles gennemsnitligt ud over et år.

Det giver mulighed for at tilrettelægge arbejdstiden efter aktiviteter og efter, hvornår børnene faktisk er til stede i daginstitutionerne.

Brug af data i planlægningen

Arbejdstidsaftalen kom sammen med en ambition om at kortlægge den tid, medarbejderne bruger ’om’ børnene modsat tiden, der bruges ’med’ børnene.

”Når vi skal kigge på højere kvalitet og effektivisering, er vi også nødt til at kigge på, hvordan vi prioriterer tiden,” siger dagtilbudschef Anne Bust.

Medarbejdere og ledere har derfor arbejdet med at kortlægge, hvilke typer af opgaver der udføres uden børn. Institutionslederne har faciliteret en proces for medarbejderne, hvor alle arbejdsopgaver ’om’ børn blev inddelt i kategorier.

Det handlede om, at få klargjort ”hvad er det for nogle arbejdsopgaver, hvor jeg går væk fra børnene, og hvorfor gør jeg egentligt det?” forklarer Anne Bust.

 Det gav anledning til en vurdering af, om de konkrete opgaver var overflødige og baseret på vaner, om opgaverne kunne gøres sammen med børnene, eller om opgaverne var vigtige at gøre uden børn, fortæller hun. Det gav en åben drøftelse, der var værdifuld i hele personalegruppen.

Digitalt værktøj

Horsens Kommune har på baggrund af processen udviklet et digitalt værktøj, hvor personalet registrerer, når de udfører andre opgaver end børnetid.

Institutionslederne i Horsens Kommune anvender data fra det digitale værktøj til at skabe et overblik over fordeling af personaleressourcer i samspil med registreringen af børnenes komme- og gåtider.

Ifølge dagtilbudschef Anne Bust har den strukturerede anvendelse af data givet lederne mulighed for at se time for time, hvor mange medarbejdere der er til stede i forhold til antallet af børn i daginstitutionen.

Dermed kan de anvende den fleksible arbejdstidsmodel til at ressourcestyre og tilrettelægge medarbejdernes vagtplaner, så medarbejderressourcerne anvendes bedst muligt, og der opnås mest muligt af ’den fede børnetid’.

Øget effektivitet og gode resultater

Horsens Kommune har allerede nu set en god effekt af planlægningen og anvendelsen af data på dagtilbudsområdet.

Alt i alt har pædagogerne fået mere pædagogisk tid med børnene, og der er kommet øget fokus på kerneopgaven samt en øget bevidsthed om de opgaver, man som pædagog skal løse udenom børnetiden.

Derudover er der kommet fokus på, at opgaver, som tidligere blev set på som praktiske og ligegyldige opgaver, faktisk kan være gode pædagogiske aktiviteter. Ifølge dagtilbudschef Anne Bust har initiativerne medført flere gode resultater, uden at der er brugt flere ressourcer.

 Hun påpeger, at kommunen ligger i den lave ende, når man ser på ressourcetildeling til institutionerne pr. barn sammenlignet med andre kommuner. Samtidig har man indlagt en effektivisering på en procent hvert år gældende for mange af daginstitutionerne.

Nogle af pengene er vendt tilbage til det samlede dagtilbudsområdet og har her skabt et økonomisk råderum.

Anne Bust er ikke i tvivl om, at de kvalitative effekter af initiativerne har været mange, og det kommer særligt de udfordrede børn til gode.

”Det handler om tage de gode strategiske drøftelser om, hvordan det ser ud for et børnene og især de udfordrede børn fra klokken 12-15 med udgangspunkt i det, vi vil med inkluderende læringsmiljøer. Hvad er det for en kultur vi har fra 12-15? Er vi bare gårdvagt, eller er der også høj kvalitet her? Kan vi sige, at inkluderende læringsmiljøer kun foregår fra 9-12?,”siger Anne Bust.

Hun fortæller, at Horsens Kommune desuden har opnået rigtige gode sprogvurderinger for børnene i alderen fra 3 – 6 år. Samtidig ligger kommunen i top, når det gælder tilfredshedsundersøgelser blandt forældre til børn i daginstitutionerne.  

På KL’s konference om ”Kommunaløkonomisk råderum 2018 – i et 3 årigt perspektiv" d. 6. november 2018 kan du møde dagtilbudschef Anne Bust fra Horsens Kommune, hvor hun vil fortælle om ressourcestyring og arbejdstilrettelæggelse.

Hun vil bl.a. komme ind på, hvordan kvalitet og økonomisk styring går hånd i hånd i Horsens Kommunes arbejde med fleksibilitet, ressourcestyring og bedre arbejdstilrettelæggelse på dagtilbudsområdet.