08. oktober 2018

Få styr på din SOME-jura

På årets Kommunikationsdøgn deler KL's jurist Jesper Gradert ud af den nyeste viden om de mange nye krav i databeskyttelsesforordningen – herunder reglerne om samtykkeerklæringer til brug af billeder og video på kommunens sociale medier.

Med den nye databeskyttelsesforordning er der kommet fokus på blandt andet kommuners brug af billeder og video på hjemmesider og sociale medier. I årets løb har KL derfor afholdt en række temadage om netop jura på sociale medier, hvor vores jurist Jesper Gradert har delt ud af gode råd til, hvordan kommunerne holder sig indenfor lovens rammer ift blandt andet brugen af samtykkeerklæringer.

Nåede du ikke med på en af vores temadage, eller vil du høre om seneste nyt på området, kan du møde Jesper Gradert på årets Kommunikationsdøgn, hvor han deler ud af den nyeste viden om kravene i databeskyttelsesloven og forvaltningsretten til kommunernes brug af sociale medier.

I oplægget fortæller Jesper Gradert også om de nyeste udtalelser fra Tilsynet om blandt andet muligheden for at fortælle om lokale virksomheder på kommunernes hjemmeside og sociale medier – herunder på såkaldte borgmester-facebooksider administreret af kommunerne.

Indtil da har vi bedt Jesper Gradert løfte sløret for et par af hans GDPR-råd her:

Hvad betyder den nye databeskyttelsesforordning for kommunernes brug af sociale medier?

"Den nye lov har især betydet, at der er kommet et øget fokus på reglerne. Det skyldes formentlig, at offentlige myndigheder nu kan pålægges bøder ved manglende overholdelse, og at kommunerne nu skal have tilknyttet en såkaldt databeskyttelsesrådgiver. Men ud over disse, er der ikke sket betydelige ændringer af de regler, som kommunerne skal overholde i dag."

Hvor oplever du især, at kommunerne er udfordret, når du rådgiver dem om jura på sociale medier?

"Jeg ved ikke om, jeg synes kommunerne er specielt udfordret, men der er dukket en masse spørgsmål op om forståelsen af loven, som det tager tid at få besvaret hos de relevante ministerier og hos Datatilsynet. Det kan naturligvis skabe udfordringer i forbindelse med, at kommunerne arbejder med at få sikret sig, at de overholder lovens regler. Det gælder ikke mindst i forbindelse med eksempelvis, hvornår man må bruge billeder af personer på hjemmesider og sociale medier, uden at der indhentes samtykke."  

Hvad er dine tre bedste råd, når man som kommune skal indhente samtykke for brug af fx billeder og videoer på sociale medier?

"Få styr på, hvem i kommunen der tager billeder fx lærer eller pædagoger. Forsøg at få viden ud til alle relevante medarbejdere om, hvordan samtykke kan anvendes efter databeskyttelsesloven i forbindelse med brugen af billeder og video blandt disse personer

Og lyt til de behov og ønsker, der måtte være til brugen af billeder og video, og forsøg at tilpasse jeres samtykkeerklæringer til disse ønsker og behov gennem dialog med dem, som ønsker at bruge dem."

Du kan læse mere og tilmelde dig Kommunikationsdøgn18 her

YDERLIGERE MATERIALE

  • PDF

    Program - Kommunikationsdøgn18