12. november 2018

Turister elsker danske landdistrikter

Danmark danner sammen med Østrig, Kroatien og Grækenland en eksklusiv klub af lande i EU, hvor over halvdelen af turisterne vælger at overnatte i landdistrikterne. Det er i høj grad sommerhusene ved kysterne, turisterne søger til, vurderer forsker. Hun mener samtidig, der stadig er et uforløst potentiale. Et potentiale som eksempelvis de sydsjællandske kommuner forsøger at indfri.

Det er ikke kun den lille havfrue, H.C. Andersen og Tivoli, der tiltrækker turisterne i Danmark. Hele 54 procent af turisterne søger i stedet ud i landdistrikterne, mens storbyerne får 35 procent af turistovernatningerne og byer og forstæder de sidste 12 procent. Dermed er Danmark, ét af kun fire lande i EU, hvor landdistrikterne står for over halvdelen af turistovernatningerne. Det viser en ny Momentum-analyse på baggrund af tal fra Eurostat.

Østrig, Kroatien og Grækenland ligger foran os med andele på henholdsvis 67, 66 og 65, mens der er et hop fra Danmark til Slovenien og Luxembourg, hvor 45 og 46 procent af turisterne overnatter i landdistrikter. I den anden ende finder man Malta med kun fire procent, mens også store turistlande som Portugal og Storbritannien med 16 og 17 procent ligger langt lavere, når det gælder turistovernatninger i landdistrikterne.

Ifølge professor ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på Syddansk Universitet Anne-Mette Hjalager skal forklaringen på Danmarks placering findes i de danske sommerhusområder.

»Turismen i Danmark bæres langt hen ad vejen af sommerhusene, der i høj grad er placeret i landdistrikterne. Det er det, der giver Danmark så høj en placering i undersøgelsen. Det hænger også sammen med, at den danske kyst og naturen er meget efterspurgt af vores sydlige naboer,« siger Anne-Mette Hjalager.

Sydsjælland og Møn er nogle af de landdistrikter, der nyder godt af turisterne, forklarer Lau Svendsen-Tune, Kommunaldirektør i Vordingborg Kommune.

»De lægger masser af penge hos os. Vores dagligvarebutik i Stege har den største omsætning om sommeren på grund af turisterne, så det betyder bestemt noget for den lokale omsætning. Vi kan sagtens genkende, at det ikke kun er i København, at turisterne lægger pengene, for mange er tjekket ind i et sommerhus, netop for at undgå storbyerne,« siger Lau Svendsen-Tune.

Han mener, at områdets turismesucces skal tilskrives, at man i området har et kvalitetsprodukt, hvor man forsøger, at fastholde områdets værdier og kernefortælling, samtidig med, at man er tæt på det meste.

»Man kan nyde områdets strande og natur og en masse aktiviteter som eksempelvis klatrebaner eller at ride på Møns Klint. Og skulle det regne, kan man tage på det lokale museum, Danmarks Borgcenter eller på en lille time være i København, samtidig med, at man bor i ”landdistriktet” på Sjælland,« siger Lau Svendsen-Tune.

Uudnyttet potentiale

Selvom de danske landdistrikter ligger højt i forhold til at tiltrække turister, så er der ifølge turismeforsker ved Syddansk Universitet Anne-Mette Hjalager stadig rum for at forbedre tiltrækningen af turisterne.

»Der er plads nok derude og skønhedspletter, som man bør arbejde med på forskellige leder og kanter. Det handler om at gøre området endnu mere attraktivt, hvilket også betyder, at det skal være et dejligt sted at være både for lokalbefolkningen og turisterne. Det kan også hjælpe med til, at man bedre kan udnytte kapaciteten uden for sæsonen,« siger Anne-Mette Hjalager.

Hun mener blandt andet, at kommunerne har pinligt forsømt at tage ordentligt vare på de gamle provinsbyer og deres kvaliteter. Kommunerne kan også blive meget bedre til sammen med lokalbefolkningen og grundejerne at sikre gode adgangsforhold til naturen.

»Samtidig skal man tage højde for, at hele turismemarketingen ikke længere er brochurer og hjemmesider. Turisterne får informationer via sociale netværk, og her er deres tillid. Det betyder også, at lokalområderne for at lave effektiv marketing hellere skal motivere nogle andre til at snakke for sig end selv at prale med herlighedsværdierne,« siger Anne-Mette Hjalager.

For Lau Svendsen-Tune, kommunaldirektør i Vordingborg er der heller ingen tvivl om, at der skal arbejdes endnu mere med at få mere gang i turismen uden for sæsonen og få det lokale mere i spil.

»Det handler eksempelvis om at slå på de gode muligheder for outdoor living, som trækker mange til vores område. Det kan eksempelvis være at vandre på Camønoen. Den målgruppe er ikke så påvirket af vejret, for de vil jo gerne ud i naturen og kan godt finde ud af at sove i shelters, selvom det er køligt,« siger Lau Svendsen-Tune.

Han forklarer, at man eksempelvis også vil bruge fiskeriet mere og koble sig tættere på by-land-oplevelsen. I den henseende har man også erkendt og arbejder med, at turisterne er ligeglade med kommunegrænserne, men vil have et sammenhængende destinationsområde, hvor de kan fylde deres ferie ud med forskellige tilbud til far, mor og børn. Derfor har man også indledt et samarbejde med Faxe, Stevns og Næstved Kommune på turismeområdet.

»Vi arbejder meget med at skabe værdier mellem tilbuddene, så man kan bo i et sommerhus på Møn og nyde strandene og naturen samtidig med, at man relativt nemt kan komme til Knuthenborg Safaripark eller BonBon-land. Man kan også tage de små ture til ismejeriet, klappe køerne og spise noget god mad undervejs, siger Lau Tune-Svendsen og fortsætter:

»Kombination af højt estimerede turistattraktioner og de lokale destinationer, som tilfører noget ekstra værdi til dagen og som kan fylde programmet ud på en god måde, tror jeg, er noget af det, vi kan tiltrække flere på baggrund af. Så vi kan skabe den værdikæde i dagene for turisten.«

Turismen spiller en rolle

Ifølge Egon Noe, professor og centerleder på Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet, er det ikke turismen, der kommer til at redde landdistrikterne, men tænkt rigtigt kan den hjælpe landdistrikterne.

»Turismen har selvfølgelig en økonomisk betydning, men det er også en udfordring, da en stor del af indtjeningen ikke lander i landdistrikterne. Samtidig er den meget sæsonpræget og derfor problematisk i forhold til bosætning. Mange kommuner har et stigende fokus på øget kvalitet og den økonomiske bæredygtighed af turismen, så den er velintegreret i den lokale økonomi og i harmoni med de lokale ressourcer, for eksempel i samspil med branding af lokale produkter,« siger Egon Noe.

Kommunaldirektør i Vordingborg Kommune, Lau Svendsen-Tune, er enig i, at turisme ikke alene kan trække regionen op, men at det i høj grad kan være med til at hjælpe en positiv udvikling i gang.

»Turismefaget er ikke det største fag, men det er et område, hvor vi kan vækste og skabe flere arbejdspladser. Vi har et område på Møn, der hedder Sukkerfabrikken, hvor man forsøger at lave et stort projekt, som kan skabe over 100 arbejdspladser, hvis det lykkes. Selvfølgelig er der arbejdspladser i det. Det er ikke kun er små bed and breakfasts, der er også rendyrket kommerciel virksomhed,« siger Lau Svendsen-Tune.

Han forklarer, at man derfor også bruger mange kræfter på at udvikle turismeerhvervet.

»Det er et væsentligt erhverv, når man ikke har den store industri. Det giver en god brandingværdi, god omsætning og liv i lokalsamfundene. Derfor har vi fokus på området og deltager i forskellige samarbejder, hvor vi sætter fokus på at tiltrække turister til området,« siger Lau Svendsen-Tune.

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk

YDERLIGERE MATERIALE