08. november 2018

Aftalekredsen bag FGU kommer kommunerne i møde

Aftalekredsen bag den forberedende grunduddannelse ændrer på en række centrale punkter, så kommunernes repræsentation i bestyrelserne i højere grad sikres. Thomas Gyldal Petersen er glad for, at der er blevet lyttet til kommunernes bekymringer.

Efter måneders kritik fra kommunerne og KL bliver loven omkring bestyrelserne for den forberedende grunduddannelse (FGU) nu ændret. Ændringerne betyder bl.a., at alle kommuner får plads i FGU-bestyrelserne. Derudover bliver der ændret i vedtægterne, så eksempelvis beslutninger om institutionernes økonomi kræver 2/3 flertal i bestyrelserne.

”Jeg er glad for, at undervisningsministeren og aftalekredsen har lyttet til vores bekymringer og er kommet os i møde på en række afgørende punkter. For bare et par måneder siden så det rigtig svært ud at fastholde det lokale engagement i de nye institutioner med den konstruktion, man var ved at trække ned over hovedet på os,” siger Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, og fortsætter:

”Processen har ikke været skøn. Men resultatet er trods alt det væsentlige her. Vi er meget tilfredse med, at alle kommuner får plads i FGU-institutionernes bestyrelser, og at det sikres, at der ikke kan være et flertal imod os i bestyrelserne. Det er afgørende for, at vi kan sikre, at de indsatser, der sættes i søen, også matcher de unges behov – og kommunens øvrige indsatser for disse unge.”

Nu skal vi videre med arbejdet

Thomas Gyldal Petersen pointerer, at parterne nu for alvor skal i arbejdstøjet for at få institutionerne helt i mål inden studiestart.

”Nu skal vi videre med arbejdet. Det haster meget i forhold til at have institutionerne klar til august 2019. Vi ser frem til et tættere samarbejde med Undervisningsministeriet og aftalekredsen i den kommende tid, så vi kan sikre os en præcis kommunikation til institutionerne om, hvordan vi kommer i mål med denne vigtige opgave,” siger Thomas Gyldal Petersen.

YDERLIGERE MATERIALE