12. november 2018

9 ud af 10 har mange muligheder for fysisk aktivitet i lokalområdet

En undersøgelse blandt EU’s borgere viser, at Danmark er med helt i toppen, når det handler om at have gode muligheder for at være fysisk aktiv i sit lokalområde. Det skyldes en mangeårig indsats fra både idrætsforeninger og kommuner, og udviklingen fortsætter i takt med, at befolkningens idrætsvaner ændrer sig.

Uanset om man er til en gang badminton i hallen, en gåtur i skoven eller en løbetur rundt om den lokale sø, så er danskerne enige om, at de generelt har mange muligheder for at være fysisk aktive i deres lokalområde.

En undersøgelse fra Eurobarometer viser, at 91 procent af danskerne er helt eller overvejende enige i, at det område, de bor i, tilbyder mange muligheder for at være fysisk aktiv. I hele EU overgås det kun af Holland, hvor 94 procent er enige. I den modsatte ende af listen finder man lande som Bulgarien, Rumænien og Malta, hvor under halvdelen af indbyggerne mener, at der er gode muligheder for fysisk aktivitet tæt på hjemmet.

Europakort

Undersøgelsens resultat afspejler en mere end 100 år lang udvikling, der har ført til et fintmasket net af idrætsfaciliteter i hele Danmark. Det forklarer Jens Høyer-Kruse, adjunkt på Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet.

»Der er ikke andre lande, hvor man har så mange faciliteter på så lidt plads, og det skyldes flere bølger i de danske idrætsanlægs kulturhistorie, som begyndte for 125 år siden med forsamlingshusene,« siger Jens Høyer-Kruse.

Selvom forsamlingshusene ikke var bygget til fysisk aktivitet, blev mange af dem indrettet med ribbevægge og bomme til gymnastik, og med dem kom karlegymnastik og rytmisk gymnastik for piger i vintermånederne.

I dag sker der også en udvikling i faciliteter, så de kan rumme mere end en ting ad gangen. Men hvor det før handlede om en kombination af baller, familiefester og gymnastik, er målet i dag, at flere idrætsgrene skal trives ved siden af hinanden. Det forklarer Esben Danielsen, direktør i Lokale- og Anlægsfonden.

»Vi har analyser, der viser, at de faciliteter, vi har i Danmark, er rigtig gode og rammer cirka halvdelen af befolkningen. Det er et højt tal, men der er alligevel mange kommuner, der siger, at det skal være alle borgeres faciliteter. Så kommunerne søger at finde ud af, hvordan man kan påvirke, at faciliteterne bliver et mødested eller en aktivitetsplads for endnu flere,« siger Esben Danielsen.

Top 5

Den målsætning bekræfter Leon Sebbelin, der er formand for KL’s Kultur,- Erhverv- og Planudvalg.

»Borgerne har en berettiget forventning om, at vi leverer fritidsfaciliteter af høj kvalitet, ligesom vi har et ansvar for at sikre et rigt og varieret fritidsliv. Det kræver, at vi tænker bæredygtigt, og det skal faciliteterne afspejle ved at tilbyde mange forskellige aktiviteter til alle målgrupper og ved at rumme både det lokale foreningsliv og andre rekreative og selvorganiserede aktiviteter. Det stiller store krav til den måde, kommunerne både bygger og driver kultur- og fritidsfaciliteter på,« siger Leon Sebbelin.

Flere funktioner i samme hus

Det giver god mening at tænke i faciliteter, der både udgør gode opholdsrum og kan rumme flere forskellige aktiviteter på en gang, mener Esben Danielsen.

»Traditionelt har vi haft nogle meget gennemførte og funktionelle faciliteter til de enkelte aktiviteter. Det er meget velfungerende for dem, der dyrker den specifikke aktivitet, men det gør det meget svært at tiltrække flere. Vi oplever, at det har en stor betydning, hvis man skaber faciliteter, hvor man både kan være aktiv og bare være eller hænge ud i nogle sociale zoner,« siger Esben Danielsen.

Bund 5 tabel

Det har man forsøgt i Helsingør Kommune, hvor man snart lægger sidste sten i Idrætsbyen Espergærde. Her er kommunen, Espergærde Gymnasium og Espergærde Idrætsforening gået sammen i et projekt, hvor man, i stedet for at erstatte en gammel hal med en håndboldbane med en ny tilsvarende, bygger seks forskellige idrætshuse.

Idrætshallen bevares som et boldhus. Hertil kommer et multihus til for eksempel badminton, tennis, basketball og springgymnastik, et rytmikhus til gymnastik og dans, et fleksibelt hus til blandt andet squash og yoga, et fælleshus til undervisning og klubmiljø samt et styrkehus til styrketræning og fitness. Herudover kommer et stort torv, hvor der bliver plads til sociale opholdssteder, bouldervæg og andre frit tilgængelige bevægelsesfaciliteter.

»Når vi taler om idrætsbyggerier i Helsingør Kommune, så handler det om at få mest muligt idræt for pengene. Udgangspunktet er, at vi kan have en masse ting samtidig og på den måde skabe liv – også i de rammer, der ligger rundt om selve idrætsanlægget og i cafeteriet og opholdsrummene. Der er en masse synergi i projektet,« siger Jens Bertram (K), formand for Idræts- og Fritidsudvalget i Helsingør Kommune.

En betydningsfuld bevægelse

Synergi var der ikke nødvendigvis så meget af, da udbredelsen af idrætsfaciliteter gik ind i sin næste fase efter forsamlingshusene. I 1920’erne og -30’erne opstod en lang række idrætsforeninger, der ofte opførte egne idrætsanlæg på billig kommunal jord. Udviklingen fik et stort boost med folkeskoleloven fra 1937, som bestemte, at alle skoler med elever under 12 år skulle indrettes med gymnastiksal og omklædningsrum, og at der skulle etableres boldbaner. En del bruges fortsat af idrætsforeninger i dag.

I 1950’erne og -60’erne begyndte idrætsforeningerne at vokse ud af forsamlingshuse og gymnastiksale. Det faldt sammen med, at man udviklede limtræ, som gjorde det muligt at bygge idrætshaller relativt billigt. I samme periode blev velfærdssamfundet udvidet voldsomt, og den offentlige sektor tog medansvar for flere områder.

»Førhen havde man andelsbevægelsen, som havde enorm stor betydning for udviklingen af landbrugssektoren, men i 1960’erne til 1980’erne har man det, man kan kalde idrætshalsbevægelsen, som er en af de vigtigste kulturelle bevægelser i det 20. århundrede, fordi man på bare 20 år får 1.000 idrætshaller spredt ud over hele Danmark,« siger Jens Høyer-Kruse.

Søjlediagram

Samtidig betyder Folkeoplysningsloven og tilskud fra tipsmidlerne, at det er meget billigere at gå til idræt i Danmark end i andre lande.

»Det kan forklare en stor del af folks opfattelse af, hvor mange tilbud man har, og hvor gode muligheder man har for at være fysisk aktiv,« siger Jens Høyer-Kruse.

Den sidste bølge kom efter Kartoffelkuren i 1980’erne, hvor næsten alt offentligt idrætsbyggeri stagnerede, hvilket banede vejen for to parallelle udviklinger. Dels vandt kommercielle fitnesscentre indpas, og dels kom der specialfaciliteter til motorsport, beachvolley, skøjteanlæg, petanque osv. Samtidig begyndte man at udvikle anderledes arkitektur til de traditionelle idrætsgrene.

Voksne rører sig udendørs

I Eurobarometers undersøgelse svarer 44 procent, at de dyrker sport eller laver anden fysisk aktivitet i en park eller andre steder udendørs. Det efterfølges af hjemme (27), i et fitnesscenter (26), på vejen mellem hjem og skole, arbejde eller butikker (24) og i en idrætsforening (18).

Tabel

Jens Høyer-Kruse peger på, at en kraftigt stigende differentiering de sidste 30 år har været et grundlæggende element i udviklingen af idræts- og fritidsdeltagelsen i Danmark. Det har skabt nye muligheder, og mens differentieringen har været forholdsvis begrænset blandt børn og unge, så har har det betydet markante ændringer i idræts- og fritidsinteresserne blandt voksne og ældre, hvor der er behov for andre typer af faciliteter og steder end de traditionelle sale og haller

»Børnene har et større behov for faste og formaliserede rammer, som de traditionelle foreninger og klubber tilbyder, end de voksne, som i højere grad selv kan planlægge og organisere deres idræts- og fritidsaktiviteter. Faciliteterne i dag skal kunne imødekomme flere tilgange til det at dyrke en aktivitet, forskellige organiseringsformer og en bredere brugerskare, end tilfældet har været tidligere,« siger Jens Høyer-Kruse.

Han oplever, at kommunerne forsøger at underbygge fysisk aktivitet uden for de traditionelle idrætsfaciliteter.

»Vi har en sundhedsdiskurs, hvor kommunerne er mere opmærksomme på strukturel forebyggelse, og på hvordan man kan få folk til at bevæge sig mere ud fra den måde, man indretter bymiljøet, faciliteter og adgangen til naturen. Det handler blandt andet om at synliggøre naturstier, udbedre stisystemer og lave dem oplyste, så man kan løbe om aftenen og vinteren,« siger Jens Høyer-Kruse.

I Lokale- og Anlægsfonden genkender direktør Esben Danielsen udviklingen, og det er noget, vi kan være stolte af i Danmark, mener han.

»Det er en nyere ting, og i internationalt perspektiv er det meget særligt, at man ser på hele sit befolkningsgrundlag og dets interesse for bevægelse eller mangel på samme. Det har betydet, at der er langt flere bevægelsesformer, der har fået faciliteter, og at vi tager naturen meget aktivt i brug. Hvis man sammenligner med Sverige og Norge, så er vi meget veludviklede, når det kommer til faciliteter til bevægelse i naturen,« siger Esben Danielsen.

Af Rasmus Giese Jakobsen, ragj@kl.dk

YDERLIGERE MATERIALE

  • JPG

    Andel der er helt eller overvejende enige i at det område, de bor i, tilbyder mange muligheder for at være fysisk aktiv