05. marts 2018

Leder: KL arbejder for at undgå konflikt

Kristian Wendelboe, administrerende direktør for KL, skriver i sin leder om KL's syn på overenskomstforhandlingerne.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør for KL

Det var med stor ærgrelse, at KL’s forhandlere i sidste uge måtte erkende, at det ikke kunne lykkes at nå et forlig med de faglige organisationer om nye overenskomster for de kommunalt ansatte. Vi har hele vejen arbejdet hårdt for – og troet på – at vi kunne nå en aftale, som begge parter kunne se sig selv i.

Men nu står vi desværre i en situation, hvor fagbevægelsen er lige på trapperne med strejkevarsler for sandsynligvis mindst 50.000 kommunalt ansatte. I de kommende dage skal KL’s bestyrelse tage stilling til, i hvilket omfang vi vil besvare med lockoutvarsler. Lockout er det redskab, KL har i værktøjskassen for at undgå, at fagbevægelsen ved målrettede strejker kan få konflikten til at trække ud i månedsvis til stor gene for de berørte borgere.

KL’s hovedkrav ved forhandlingerne har været, at vi skulle tage fat på den store rekrutteringsudfordring, som vi har på ældre- og sundhedsområdet. Og vi spillede ud med et ambitiøst krav om at afsætte en rekrutteringspulje på en halv milliard kroner til SOSU-medarbejdere og sygeplejersker for at gøre det nemmere at rekruttere og fastholde de faggrupper.

Vi har også fra start været parate til at diskutere lærernes ønske om nye arbejdstidsregler og har lagt forslag til justeringer på bordet. Men vores udgangspunkt er selvfølgelig de eksisterende regler. Desværre har lærernes forslag indtil nu gået enten på centralt fastsatte puljer til forberedelse som i tiden før 2013, eller på regler som ville være så bureaukratiske eller dyre, at det ville gøre dagligdagen på skolerne meget vanskelig.

I forhold til løndiskussionen har KL haft det udgangspunkt, at vi skal lægge os tæt op ad de lønstigninger, som blev aftalt på det private arbejdsmarked ved overenskomstfornyelsen sidste år. Det vil med den forventede inflation betyde, at reallønnen stiger for alle ansatte i kommunerne. KL forudsætter, at der fortsat skal være en reguleringsordning, og det vil ikke være samfundsøkonomisk ansvarligt at indgå aftaler, hvor de kommunalt ansattes lønstigninger i udgangspunktet er højere end privatansattes.

Til sidst blev den afgørende faktor for sammenbruddet imidlertid, at de faglige organisationer har bundet sig op på en såkaldt ”solidaritetspagt”, som betyder, at hver af lønmodtagerorganisationerne har valgt ultimative krav, som skal imødekommes på tværs af de offentlige sektorer. Det ultimative krav, vi står overfor, er altså, at alle får deres ultimative krav opfyldt – og det komplicerer selvfølgelig en forhandling.

Konsekvensen af solidaritetspagten er, at et krav fra akademikerne i staten om at få indskrevet deres betalte spisepause i overenskomsterne pludselig blev en afgørende knast i de kommunale forhandlinger. Det var en temmelig speciel situation, fordi der aldrig har været diskussion om spisepausen på det kommunale område.

Nu er sammenbruddet desværre en realitet, og vi forhandler videre under ledelse af forligsmanden. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at KL fortsat ønsker aftaler på alle områder. Som vi ser det, kan ingen af parterne have interesse i at kaste Danmark ud i en alvorlig konflikt.