31. maj 2018

Sociale robotter kan være trædesten til at reaktivere et socialt liv for demente

Et fascinerende dansk studie giver os et første indblik i, hvordan sociale robotter kan bruges i den danske plejesektor.

Blandt mange ubesvarede spørgsmål om sociale robotter er der et, der sjældent får megen opmærksomhed. Tilbyder sociale robotter noget andet end mennesker? Skal de vurderes på en skala fra 1-10 for menneskelighed, eller er der noget i deres udseende og interaktion, der er distinkt anderledes fra mennesker? Noget der kan give et pejlemærke for hvordan og hvornår, det giver mening at bruge robotter som et fagligt tilvalg og ikke som en erstatning ud fra et hensyn til ressourcer?

Det har vi ikke noget forskningsmæssigt svar på - endnu. Men der er mange gode svar, erfaringer og tanker at hente i en ny ph.d. baseret på et samarbejde mellem Aalborg Universitets eLearning Lab, SOSU Nord Future Lab og Hiroshi Ishiguro Laboratories ved Advanced Telecommunications Research Institute International (ATR) i Nara, Japan.

»Jeg kan ikke udlede noget klinisk om det, men som jeg ser det er forskellen, at der er skrællet så mange sanseindtryk fra en telenoid. Når demente ser på mig, ser de en masse støj. Der er for mange ting, de skal bearbejde og håndtere, mens de samtidig skal forholde sig til at snakke. For mange er det for mange stimuli, og det kræver for meget arbejde. Telenoiden sender ikke så mange signaler, og det tror jeg har en betydning,« fortæller Jens Dinesen Strandbech.

Han er forskeren bag ph.d.'en, der har fået titlen 'Humanoid Robots for Health and Welfare - On Humanoid Robots as Welfare Technology Used in Interaction with Persons with Dementia.'

En telenoid er dog ikke en social robot, som de fleste forestiller sig. Den er i sig selv ikke er andet end et robothylster for menneskelig kommunikation, og er ikke intelligent. Der sidder i stedet et menneske og styrer robotten fra et andet lokale.

I det pilotstudie, der ligger til grund for ph.d.'en har de siddet på plejecenteret Ådalscenteret Støvring i Rebild Kommune, hvor Jens Dinesen Strandbech har udforsket brugen af telenoiden hos borgere med svær demens.

»De er verbalt inaktive, og det er ikke godt for nogen. Hjernen fungerer jo lidt som kroppen. Hvis ikke du bruger den, så forsvinder dine evner - fx til ord, sætninger, etc. Det ville jeg gerne prøve at tackle,« fortæller Jens Dinesen Strandbech om motivationen for sin forskning.

Klinisk usandsynlige resultater

Over tre måneder har han givet udvalgte demente på Ådalscenteret mulighed for at finde en vej tilbage til et mere socialt liv ved hjælp af en telenoid. I to samtaler om ugen af 20-40 minutters varighed afhængig af, hvad de kunne overskue.

Resultaterne er bedre, end han turde håbe på.

»Jeg har ikke hørt så mange ord fra min far i de seneste 5 år. Jeg vidste slet ikke, han kunne huske så meget,« lød en af reaktionerne fra en pårørende, der netop havde hørt optagelser af sin far i samtale med telenoiden.

Den reaktion går igen hos andre og alle der gennemførte har vist øget social og verbal interaktion. Endnu en episode skiller sig ud for Jens Dinesen Strandbech.

»Efter en pause på fire uger, ser hun [Ethel, anonymiseret dement på Ådalscenteret] telenoiden igen. Hun rejser hun sig op fra stolen, klapper i hænderne og siger: ‘Nu skal vi snakke!‘ Det er interessant. Klinisk burde hun ikke være i stand til at huske telenoiden, men det gør hun. Hun husker den korrekt. Det går ikke lang tid, før hun siger, at nu skal vi synge, for det gjorde hun også sidste gang.«

Bag resultaterne ligger en større planlægning, og samtalerne forløb i store træk som følgende:

»Vi sætter os sammen med den demente, og siger til ham: ‘Jeg har en ven på besøg. Han samler på sjove historier. Jeg har hørt du har sjove historier - kunne du ikke tænke dig at snakke lidt med ham‘«, fortæller Jens Dinesen Strandbech.

Samtalen foregår i borgerens eget hjem, men kræver i øvrigt en del ressourcer, faglighed og forberedelse.

»Telenoiden er som sagt fjernstyret, så den kan ikke noget selv. Den er styret af en ergoterapeut, sygeplejerske, el lign., der har meget erfaring med demens. De taler gennem robotten, men sidder i et andet lokale. Ved siden af borgeren sidder en anden medarbejder, der hjælper til med samtalen. Vi er ikke interesseret i bare at kaste robotter ind til mennesker som erstatning for menneskelig interaktion. Det er uetisk. Det der er interessant er, om menneskelignende robotter kan være en løftestang for borgere med svær demens, så de bliver mere socialt aktive«.

Og det er for Jens Dinesen Strandbech en central pointe. Det handler ikke for så vidt om at erstatte, men at give plejepersonalet et nyt værktøj til at øge livskvaliteten for demente. Det er ikke et billigt værktøj, og selv om datamaterialet ikke er tilstrækkeligt til skudsikre videnskabelige konklusioner, er casematerialet interessant og positivt.

»Vi havde fx også en borger, der forud for telenoiden kun talte om nutiden – aldrig om sit liv eller ting, der er sket tidligere. Med telenoiden begyndte han lige så stille at mumle om fortiden. I små bidder. 'Det var ligesom min datter'. Det blev bedre og bedre, og på et tidspunkt begynder han at fortælle reelle historier. Det kan ikke være rigtigt mener vi, for han er svært dement, men vi fik historierne verificeret af de pårørende«, fortæller Jens Dinesen Strandbech.

Falsk interaktion?

Sociale robotter er dog omdiskuterede. Er det rimeligt, at invitere demente ind i en social situation med et væsen, der er falsk eller imiteret i sin interaktion?

»Det er jo bedrag i en eller anden udstrækning, men vi er meget eksplicitte omkring hvad den er, og når de siger han/hun, så siger vi, at den ikke er en person. Vi fortæller, at 'der sidder en et andet sted og snakker, og så kommer lyden ud her' Så spørger de ofte 'hvorfor kommer de ikke herind? Jo, det kunne vi godt, men nu prøver vi lige noget sjovt'. Og så glemmer de det igen«, fortæller Jens Dinesen Strandbech

Han sidestiller telenoiden med andre former for positive bedrag i hverdagen for en dement.

»En af symptomerne på demens er jo vrangforestillinger og hallucinationer, og på daglig basis er det jo noget, vi skal forholde os til. Skal man hver morgen sige til fru Jensen, at hendes mand er død, når hun spørger ind til ham. Eller skal man lyve, hvis det gør hende mindre trist? Telenoiden er et bedrag, men det kan være svært at definere, hvad der er godt bedrag, og hvad der er skidt bedrag«, fortæller Jens Dinesen Strandbech og fortsætter:

»Vi arbejder med, at de her mennesker får mere sprog, så de kan blive socialt og verbalt aktive. Vi har mange overvejelser og diskussioner for ikke at overskride borgernes grænser, så samlet set mener jeg, plejehjemmet, de pårørende og holdet bag undersøgelsen, at det er etisk forsvarligt. Da vi gik i gang udviklede vi f.eks. en masse scenarier for, hvordan samtalen kunne forløbe. Hvornår afbryder vi seancen, hvornår slukker vi kameraet, etc? De bliver introduceret for telenoiden som en robot-telefon-dukke, så de ved, det er noget andet, og hvis de glemmer det, så forklarer vi det gerne igen. Det handler trods alt om deres velbehag og velbefindende«.

Hvem kan bruge telenoiden og hvornår?

Selv om teknologien bag telenoiden er udviklet, så mangler den stadig en endelig finpudsning fra leverandøren og en kunde, der kan gå i dialog om videreudvikling. Den er således ikke langt fra at ramme markedet, men hvornår er den det rette værktøj til demente?

I dag bruger de fleste screeningværktøj MMSE, der scorer demente fra 0-30. Her vurderer Jens Dinesen Strandbech at telenoiden gør sig bedst til borgere, der scorer fra 15 og nedefter.

»Det vi kigger efter er, om de er verbalt aktive. Hvis de taler meget, så er det ikke det rigtige værktøj. Hvis de er meget urolige eller udadreagerende, så kan vi ikke fastholde interessen og interaktionen. Så dem der har værdi af telenoiden, er dem der er kognitivt udfordret og ikke kan overskue social og verbal interaktion, men som har evnen og lysten«, fortæller han og uddyber igen, hvornår det er etisk og fagligt i orden at anvende telenoiden.

»Så snart velfærdsteknologi bliver brugt som passiv aktivering af borgere, så er vi ude på et glidespor. Det kan PARO være et eksempel på. Nogle forskningsartikler viser, at der for en patient var nogle timers interaktion med andre mennesker i løbet af dagen. Efter at have brugt PARO er der så endnu flere timers interaktion. Det lyder positivt, men kigger vi på tallene, kan vi se, at mængden af samtaler med andre mennesker er faldet og erstattet af kontakt med sælen. Er det livskvalitet? Det synes jeg ikke. Sociale robotter skal være løftestang for mere dialog med mennesker – ikke en erstatning«.

Derfor er det heller ikke er en teknologi, man skal implementere med henblik på at spare ressourcer.

»Fra en økonomisk betragtning er den udelukkende en udgift. Robotten koster penge, en medarbejder skal styre den og der skal sidde en sammen med den demente under samtalen. Men det skal du holde op imod, at den løser opgaver, som du ikke kan med mennesker. Vi er lykkes med at genaktivere et uforløst socialt behov hos demente, og gjort dem mere socialt aktive. De taber det selvfølgelig igen, men i den periode har de fået større livskvalitet – det synes jeg er det hele værd«.

OBS: Telenoiden er stadig i udvikling, og er endnu ikke CE-godkendt i Danmark. For mere information kan man kontakte Jens Dinesen Strandbech på Jensstrandbech@gmail.com eller Bent Fuglsbjerg, leder af Future Lab, SOSU Nord på befu@sosunord.dk.

Download Jens Dinesen Strandbechs ph.d. Humanoid Robots for Health and Welfare - On Humanoid Robots as Welfare Technology Used in Interaction with Persons with Dementia på SOSU Nords hjemmeside her.